Titel: Dreamology

Udgivelse: 12. april 2016 af Harper Teen

Forfatter: Lucy Keating

Genre: YA Contemporary

Min bedømmelse: ★★★☆☆

INFO FRA GOODREADS

Vibrantly offbeat and utterly original, Lucy Keating’s debut novel combines the unconventional romance of Eternal Sunshine of the Spotless Mind with the sweetness and heart of Jenny Han.

For as long as Alice can remember, she has dreamed of Max. Together, they have traveled the world and fallen deliriously, hopelessly in love. Max is the boy of her dreams—and only her dreams. Because he doesn’t exist.

But when Alice walks into class on her first day at a new school, there he is. Real Max is nothing like Dream Max. He’s stubborn and complicated. And he has a whole life Alice isn’t a part of. Getting to know each other in reality isn’t as perfect as Alice always hoped.

Alarmingly, when their dreams start to bleed into their waking hours, the pair realize that they might have to put an end to a lifetime of dreaming about each other. But when you fall in love in your dreams, can reality ever be enough?

MIN BEDØMMELSE

Jeg har længe set på Dreamology. Bogen har den sødeste forside, og jeg er ret vild med titlen. Da jeg scrollede igennem lydbøger på Mofibo og fandt den, blev jeg simpelthen nødt til at give den en chance. Og det gjorde jeg så. Desværre levede bogen ikke op til forsiden, og jeg blev lidt skuffet.

Karaktererne i bogen er svære at placere. Gennem 336 sider, føler jeg aldrig helt, at jeg lærer nogen af dem at kende. Alle venskaber virker enormt overfladiske, og man kommer ikke under huden på nogen af dem. Ikke engang Alice, som det hele handler om. Vi er i hendes tanker, men der bliver ikke afsløret noget. Vi får ikke ny og spændende viden om nogen af dem, og det er ærgerligt. Alice, Max, Celeste, Oliver og Delilah er alle unge mennesker, der går i High School. Står der i hvert fald i bogen. Dog har jeg svært ved at tro på, at de virkelig er 15-16 år, da de mest af alt bliver fremstille som maks 11-12-årige. Bogen er skrevet på en forkert måde, der gør dem meget yngre, både igennem dialog og Alices egne tanker. En pige på måske 16 år, bør ikke være så overrasket over et kys, som Alice tydeligvis er i sine tanker.

“Alice: Okay, great!
[…And max kisses me!…]
Max: I missed you.”

Jeg kan faktisk rigtig godt lide dele af plottet. Jeg er helt vild med, at Max og Alice kender hinanden fra deres drømme. Samtidig er hele “CDU”, altså “center for dream discovery”, super originalt og spændende. Vi går alle og undrer os over, hvorfor vi drømmer, og om det betyder noget. Drømme er noget uforklarligt, men bare så dejligt. Alice bliver så betaget af sine drømme med Max, at hun faktisk altid glæder sig mere til at sove end til at vågne igen.

“Our dreams are the one thing we share that nobody else can touch, And now we’re going to lose it, and I am terrified.”

Men når nu bogen har sådan et potentiale, er det virkelig trist, at det ikke bliver udnyttet. Til at starte med er der klarhed omkring drømmene. Max og Alice er begge kommet på CDU som børn, fordi de havde mange mareridt. Det har de ikke længere. Fint – det er forståligt. Men hvorfor drømmer de om hinanden og med hinanden? Jeg har virkelig  brug for en forklaring, og jeg føler ikke, at det ville have været en umulig opgave for forfatteren, at finde på noget. Det er som om hun har tænkt: “Pyt med en forklaring, så længe der er kærlighed”. Det gør bare, at bogen ikke rigtig har noget formål. Jeg har svært ved at genkalde mig hele historien, og det bliver helt sikkert én af de bøger, jeg kommer til at glemme med tiden. Selvom jeg ville elske at have så smuk en bog stående i min reol, er jeg rigtig glad for, at jeg ikke har brugt penge på denne bog!

All the explenations about the dreams and the rem phase are clear at first, confusing in the end. There’re no explantions how Max and Alice became bonded inside their dreams, why nobody arrested the one that made this – quite clear it’s an illegal thing -, why this one made that – good reason needed – aand how everything comes to and end.
The author simply skip all of that, like: who cares, we have romance here. It’s all dreamy, sweet, fluffy and few conflicts. Why you should care of logical explenations?

Jeg ved ikke om Lucy keating har skrevet andre bøger. Men hvis hun har, vil jeg nok tøve med at starte på én af dem. Sød bog, bare alt for ligegyldig.

★★★☆☆