Drengen i den stribede pyjamasTitel: Drengen i den stribede pyjamas (illustreret udgave)

Original titel: The Boy in the Striped Pyjamas

Udgivelse: 24. maj 2018 af CarlsenPuls

Original udgivelse: 5. januar 2006 af David Fickling Books

Forfatter: John Boyne

Genre: Historisk fiktion

Min bedømmelse: ★★★★★

INFO FRA GOODREADS

Berlin, 1942: Da Bruno en dag kommer hjem fra skole, opdager han, at hans ting er ved at blive pakket ned. Hans far er blevet forfremmet, og familien må flytte til et nyt hus langt, langt væk, hvor der hverken er nogen at lege med eller noget at lave.

Et højt hegn strækker sig så langt øjet rækker, og afskærmer ham inde fra de underlige mennesker i horisonten.

Men Bruno møder alligevel en anden dreng, som lever et helt anderledes liv, og deres møde bliver til et venskab, der har frygtelige konsekvenser.

Denne internationale bestseller har rørt millioner af læsere verden over, og er nu tilgængelig i en smuk luksusudgave med illustrationer af den anerkendte Oliver Jeffers.

MIN BEDØMMELSE

Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket af forlaget og er helt min egen bedømmelse. 

Jeg har længe gerne villet læse “Drengen i den stribede pyjamas” og hvilken bedre anledning end at læse den nye, illustrerede udgave, netop udgivet af CarlsenPuls. Og hvor er jeg glad for, at forlaget gav mig netop den anledning, for sikke en bog!

For det første skal det siges, at jeg selv er 1/8 jøde (Ja, det er ikke meget, men det betyder stadig, at mine oldeforældre var jøder og måtte flygte under krigen med min morfar for at bo i Sverige i to år. Derfor har krigslitteratur og holocaust en særlig plads i min familie, og det var en meget speciel oplevelse at læse denne bog. Det fik mig til at tænke på min historie, og hvordan dette kunne have været en realitet for mine nærmeste slægtninge, og dermed have betydet, at jeg ikke havde siddet her i dag. Puha.

Hvad jeg virkelig holdt af ved denne bog var det  barnlige perspektiv. Brunos forestilling om farens arbejde og tyskerne er så uskyldig og præget af at være fra en ni-årigs synsvinkel, og det giver i den grad bogen kant. Som voksen (og grundet bogens beskrivelse, høhø) ved man selvfølgelig godt, hvad der sker omkring Bruno, selvom bogen faktisk ikke decideret giver noget væk om krigen, koncentrationslejren osv. Eksempelvis tror Bruno, at Hitler/Føreren hedder “fyren” og at de bor ved “Afsides”, som altså er hvordan han hører ordet “Auschwitz”. Det kan jeg godt lide.

“Der er mange hundrede børn herude,” sagde Bruno uden rigtig at tænke over, hvad han sagde. “De er bare ovre på den anden side af hegnet.”

Og så skifter bogen. Nemlig da Bruno møder Shmuel. I lang tid har Bruno set på alle dem i de stribede pyjamas på den anden side af hegnet, og undret sig over, hvorfor han ikke måtte komme ind og lege med dem. Som den lille ni-årige dreng, han er, går han derfor på opdagelse og møder jødiske Shmuel, som sidder på den anden side af hegnet. Jeg kan enormt godt lide denne tydelige opdeling i at være på den ene og den anden side af hegnet, men Brunos uvidenhed går næsten hen og bliver irriterende. Det gjorde mig så vred, at Bruno kunne være så selvoptaget og ikke forså, hvad Shmuel gik igennem bag hegnet. Men samtidig var det også bare perfekt på en forfærdelig måde, fordi det fænomenalt illustrerer, hvordan han ikke aner noget om de afskylige ting hans far er en del af eller hvor forskellige de to drenge er trods en delt fødselsdag.

Sproget i bogen er rigtig godt, og det passer til den måde, en ni-årig dreng vil tænke og formulere sig. Den viser en lille drengs naive sind, som ikke kan forestille sig en verden, der er ond, og netop det gør kun bogen endnu stærkere. Normalt går jeg meget op i, om jeg kan mærke karaktererne, men det er anderledes her. Jeg mærker i den grad Bruno, men selvom Shmuel, søsteren Gretel, deres forældre, hushjælperne Pavel og Maria og løjtnant Kotler er med i historien, så er deres historier udvaskede. Man kommer ikke rigtig ind på livet af dem, netop fordi de hele bliver set fra Brunos perspektiv. Jeg synes, at det gør bogen meget stærk i sin fremtoning, og gør den på sin vis meget realistisk. For hvor meget kan en ni-årig dreng egentlig sætte sig ind i andres liv?

Hele vejen igennem bogen var jeg naturligvis forberedt på en forfærdelig slutning, for en bog om et venskab mellem en tysk dreng, søn af en nazistisk kommandant og en polsk, jødisk dreng, fanget i en koncentrationslejr, hvor størstedelen af fangerne blev udryddet før befrielsen. Men jeg havde ikke set lige dén slutning komme, og den var kun så meget mere tragisk. Jeg læste det en sen aften, da jeg ikke kunne lægge bogen fra mig, og måtte vide, hvad der skulle ske, og det fortrød jeg noget så grusomt. Jeg havde den mærkeligste følelse i kroppen bagefter og tårer i begge øjne.

For det mindede mig om, at jeg sad med en bog baseret på virkelige hændelser. At folk holdt som fanger under forfærdelige forhold, sat i umenneskeligt arbejde, sultet, pint, tortureret blot for til sidst at blive gasset ihjel. Jeg havde lyst til at kaste bogen langt væk og glemme dens eksistens, og det mindede mig om, hvorfor den er vigtig. Der findes mennesker derude, der benægter holocaust. Som siger, at koncentrationslejrene ikke fandt sted, og det gør mig vred. Det er vigtigt, at blive mindet om og huske på, og det giver “Drengen i den stribede pyjamas” mulighed for.

Og så er der illustrationerne. Med sine tynde og grå streger gør det bogen endnu mere virkelig, og jeg nød virkelig at nærstudere de små skitseringer af stribede pyjamaser og hagekors. Oliver Teffers har virkelig formået at skabe en hel unik stemning, som i den grad retfærddigør den smukke historie. Og hvis I skulle have glemt det, så er jeg generelt bare rigtig lad for illustrationer i bøger.

Drengen i den stribede pyjamas, john boyne, holocaust, 2. verdenskrigBogen var smukt udført og så vigtigt. Den tager fat i et forfærdeligt emne, og gør det håndgribeligt. Bogen er for alle, barn som voksen og kræver ikke andet end lidt tid (her mener jeg et par timer, for den er umulig at slippe igen) og en masse kleenex. Tro mig, det bliver nødvendigt. Bogen får naturligvis fem stjerner af mig og jeg anbefaler den ikke bare. Jeg foreslår virkelig, at alle får den læst og beder sine nærmeste om at læse den. Bare ikke før sengetid, lov mig det. Og er man ikke til at læse, så er bogen altså også filmatiseret og ligger på Netflix. Jeg har endnu ikke turdet se den selv, men jeg hører gode ting om den, og det kan jo være et sted at starte!

★★★★★