Titel: Extraordinary Means

Udgivelse: 26. maj 2015 af Katherine Tegen Books

Forfatter: Robyn Schneider

Genre: YA Contemporary

Min bedømmelse: ★★★☆☆ (3,5)

INFO FRA GOODREADS

At seventeen, overachieving Lane finds himself at Latham House, a sanatorium for teens suffering from an incurable strain of tuberculosis. Part hospital and part boarding school, Latham is a place of endless rules and confusing rituals, where it’s easier to fail breakfast than it is to flunk French.

There, Lane encounters a girl he knew years ago. Instead of the shy loner he remembers, Sadie has transformed. At Latham, she is sarcastic, fearless, and utterly compelling. Her friends, a group of eccentric troublemakers, fascinate Lane, who has never stepped out of bounds his whole life. And as he gradually becomes one of them, Sadie shows him their secrets: how to steal internet, how to sneak into town, and how to disable the med sensors they must wear at all times.

But there are consequences to having secrets, particularly at Latham House. And as Lane and Sadie begin to fall in love and their group begins to fall sicker, their insular world threatens to come crashing down.

Told in alternating points of view, Extraordinary Means is a darkly funny story about doomed friendships, first love, and the rare miracle of second chances.

MIN BEDØMMELSE

For et par år siden læste jeg Robyn Schneiders bog “The Beginning of Everything”, og den var jeg ret pjattet med. Jeg kan huske, at jeg læste bogen rimelig hurtigt, og det var sådan en bog, jeg bare læste. Men da jeg var færdig med den, begyndte jeg at tænke mere over den, og det var næsten som om, at jeg nød den endnu mere, da jeg var færdig med den. Det er en speciel følelse, hvor man ikke kan slippe en bog i tankerne, selvom den egentlig ikke betød så meget, under selve læsningen. Da jeg hørte om Schneiders nye bog, Extraordinary Means, MÅTTE jeg bare læse den. Men ting tog tid, og jeg fik aldrig taget mig sammen til at få købt og læst bogen.

Og så kommer min gode ven, Mofibo, ind i billedet igen. For hvad fandt jeg, da jeg helt tilfældigt scrollede ned over populære YA bøger? EXTRAORDINARY MEANS!!! Derfra gik der ikke mange sekunder, før jeg var i gang med at lytte til bogen.

Lad os starte med karakterne i bogen, som jeg klart mener, er det stærkeste i denne bog. Kapitlerne skifter mellem Lane og Sadie (og de havde også valgt at bruge to oplæsere, så det var en kvinde, der læst Sadies kapitler, og en mand, der læste Lanes. Plus point for det!). Både Lane og Sadie er sendt til Latham House for at være sammen med andre Tuberkulose ramte unge. Umiddelbart er Sadie og Lane ret almindelige og egentlig pænt kedelige typer. Lane har fulgt reglerne hele sit liv. Altid fået topkarakterer og opført sig eksemplarisk. Han stræber efter at blive optaget på sit drømmecollege, og det er faktisk bare pisse irriterende, at Latham House kommer i vejen. Alt bliver taget lidt useriøst og lærerne giver ikke ordentlige karakterer. Lærerne vil nemlig ikke give de stakkels, døende børn mere at tænke på. Ikke lige Lanes stil. Med tiden går det op for Lane, hvor meget af hans liv han har spildt. Undgået ungdommen.

Og så er der Sadie. Sadie har været på Latham House længere end Lane og er mere afslappet og oprørsk. Ifølge hende er regler til for at blive brudt og hun ynder også at bryde dem op til flere gange i løbet af bogen, altså bryde nogle seriøse regler. Men når man når til hendes egne kapitler, opdager man også, at man i virkeligheden har med en pige at gøre, der tidligere i sit liv har været enormt stille og usikker. Under den selvsikre og smarte overflade, gemmer der sig dybe sår, sår hun lærer at dele med Lane.

Men ting ændrer sig på Latham House. Ting bliver bedre, når og hvor man mindst venter det.

“But at the last minute, I turned left, because I never had before, and because I had time to go down a different road.”

 

Lane og Sadies forhold udvikler sig en del gennem bogen, og der er noget enormt realistisk og ægte over deres forhold. De døjer begge med indre dæmoner, men hvor disse dæmoner ofte forbliver en del af disse unge menneskers indre i mange YA romaner, bliver tankerne delt i mellem dem i “Extraordinary Means”. Deres problemer er realistiske at diskutere, og der er ikke tale om selvmordstanker og depression, men derimod fortidens sår. Det giver et naturligt pift til bogen, som gør den værd at læse.

Udover de to hovedpersoner møder vi også mange andre mennesker i bogen, særligt resten af Sadies (og senere Lanes) slæng; Charlie, Nick og Marina. Denne lille gruppe er med på den værste, og de forlader skolens areal for at tage i byen, lærer at slå deres alarmer, som giver besked til sygeplejersker, hvis de bliver dårlige, fra og drikker alkohol på værelset. Alle disse regelbrud er den eneste måde, de kan føle sig som almindelige unge mennesker, og ikke ramt af pt uhelbredelig tuberkulose, bosat på et sikret hjem. Hele deres gruppedynamik giver en nærmest højskoleagtig stemning, hvilket var opfriskende. Et venskab blev dannet, og den del var jeg rigtig glad for.

“I have a theory that life is gathering the raw materials, and when we die, we get to make patterns out of our lives and relive them in whatever order we want. That way I can spend forever repeating the days when I was really happy, and never have to experience any of the sad days. So that’s how you live a really great life. You make sure you have enough good days that you want to go back to.”

Men jeg har jo ikke givet bogen fem stjerner, men derimod 3,5. Hvorfor har jeg så det, hvis den er så livsbekræftende og fyldt med gode karakterer? Fordi den mangler følelse. Kort sagt. Vi møder nogle fantastiske personligheder i anderledes og spændende omgivelser. En bog om syge unge – fed idé, det vil alle læse. Men når man skriver noget med så tungt et emne, så er jeg bare så ked af, at den ikke bringer flere følelser op i mig. Folk dør på Latham House, hvilket burde være enormt trist. Om det er forfatterens mening eller ej, føler jeg bare, at det bliver gjort fabriksagtigt.

Ungt, sygt menneske dør –> Ungt, sygt menneske bliver fjernet fra værelse –> Værelse rengøres –> Nyt ungt, sygt menneske flytter ind.

Og til sidst i bogen sker selvfølgelig det, der ikke må ske.

LÆS IKKE DET HER, HVIS DU IKKE HAR LÆST BOGEN. JEG ADVARER DIG.

….

NU ER DU ADVARET. DET ER PÅ EGET ANSVAR. MEN DET ER ALTSÅ DUMT AT LÆSE DET HER.

Da Sadie dør, føler jeg intet. Overhovedet. Slet ikke. Og det giver altså ingen mening. Jeg blev først en lille smule rørt, da Lane gennemtænker hendes død, men selve det, at hun afgår ved døden, er bare slet ikke sørgerligt. Det, som jeg allermest havde brug for, var en ordentlig tudescene. Hemmeligheder blive delt, snot over det hele og knuste hjerter. I stedet fik jeg en halv-ligegyldig død. Det trak gevaldigt ned. Desværre.

“In AP Bio, I learned that the cells in our body are replaced every seven years, which means that one day, I’ll have a body full of cells that were never sick. But it also means that parts of me that knew and loved Sadie will disappear. I’ll still remember loving her, but it’ll be a different me who loved her. And maybe this is how we move on. We grow new cells to replace the grieving ones, diluting our pain until it loses potency.

The percentage of my skin that touched hers will lessen until one day my lips won’t be the same lips that kissed hers, and all I’ll have are the memories. Memories of cottages in the woods, arranged in a half-moon. Of the tall metal tray return in the dining hall. Of the study tables in the library. The rock where we kissed. The sunken boat in Latham’s lake, Sadie, snapping a photograph, laughing the lunch line, lying next to me at the movie night in her green dress, her voice on the phone, her apple-flavored lips on mine. And it’s so unfair.

All of it.”

SÅ KAN DU GODT LÆSE MED IGEN :-)))))

Bogen handler naturligvis om deres forfærdelige sygdom, og hvordan man lærer at leve med noget, man ikke ved, om man skal dø af. For bogen handler i virkeligheden slet ikke om sygdommen. Den handler om sygdomsforløbet og de ting den bringer med sig. Den handler om et uundgåeligt venskab. Om kærlighed. Om at være ung, selvom alle odds er i mod det. Jeg vil anbefale bogen til fans af “The Fault in Our Stars” af John Green og “My Heart and other Black Holes” af Jasmin Warga og “All the Bright Places” af Jenifer Niven. Jeg endte med at give bogen 3,5 stjerner, da jeg manglede flere følelser i bogen. Jeg kan godt lide bøger, der får mig til at fælde en enkelt tåre eller tænke lidt ekstra over livet. Det var det jeg forventede af denne bog, men selvom den havde potentialet, var det ikke det jeg fik. Alligevel anbefaler jeg, at i giver den et skud. Og så tag lige at læs “The Beginning of Everything” også.

★★★☆☆