Billedresultat for fuglemanden cover

Titel: Fuglemanden

 Udgivelse: 6. marts 2018 af Forlaget Carlsen

Forfatter: Sarah Engell

Illustrator: Lilian Brøgger

Min bedømmelse: ★★★★★

INFO FRA GOODREADS

Jeg ved ikke, hvorfor det startede

Det kom snigende, som tåge

Først fuglene, som ingen andre kunne se

Så stemmen, der talte højere og højere

Indtil han en dag sad på min seng

Fuglemanden

MIN BEDØMMELSE

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Carlsen, men anmeldelsen er min egen, og er ikke påvirket af Gyldendal på nogen måde.

YES!

Det var min reaktion, da jeg åbnede kassen fra Carlsen, og så Fuglemanden ligge og kigge på mig. En lækker overraskelse at komme hjem til, efter en lang dag på universitetet. Jeg har i lang tid efterspurgt illustrationer i bøger, og i efteråret skrev jeg endda et indlæg om det. Hvis du har lyst til at høre mere uddybende tanker om illustrationer, kan du læse indlægget her.  Derfor var det også med enorm glæde, at jeg kunne bladre igennem Fuglemanden og suge de smukke illustrationer til mig. Lilian Brøgger har virkelig en fantastisk stil, og jeg er vild med farverne, som hun bruger i bogen. Det er sådan nogle illustrationer jeg har lyst til at have hængende i mit hjem. I virkeligheden burde der være mange flere grafiske romaner derude, det håber jeg virkelig kommer til at ske!

Fuglemanden handler om 17-årige Barbara. Fra start lever hun et almindeligt teenageliv med veninder, forelskelse og fester, men i takt med bogens udvikling, udvikler Barbaras sindstilstand sig også. Hun bliver hele tiden mere paranoid og bange, og begynder at få vrangforestillinger og høre stemmer. Denne stemme tilhører fuglemanden, som får Barbara til at foretage handlinger så som at skære i sig selv og sige ting. Hele tiden bliver hun mere og mere syg, og de psykiske lidelser begynder at vise sig fysisk.

Jeg er imponeret over skildringen af an svag psyke. Jeg er imponeret over hvordan tekst og illustration spiller så godt sammen, og gør Barbaras liv udtryksfuldt. Illustrationerne gør, at man lever sig så meget ind i hendes lidelser, at man næsten er ved hendes side. Jeg følte næsten, at jeg kunne høre fuglemanden sige alle de forfærdelige ting, og jeg forstod på en mystisk måde, at hun i en stor del af tiden gav efter for hans ordrer. Og det er sådan det nogle gange må føles, når man virkelig lider af en psykisk sygdom.

Jeg læste de 107 sider på meget kort tid, og jeg var opslugt hele vejen. Da jeg lukkede bogen sad jeg længe og kiggede på den. Bladrede lidt i bogen og forsøgte at fordøje, hvad jeg havde læst. For bogen satte en masse tanker i gang. Tanker om hvordan psykisk sygdom på mange måder er værre en fysisk sygdom. Misforstå mig ikke, al sygdom er noget lort, og jeg ønsker ingen af delene for nogen. Men den fysiske sygdom er synlig og kan “nemt” behandles. Når den er væk, er den væk, og livet fortsætter. Men med psykiske sygdomme er der ingen rigtig behandling. Man kan medicinere og forsøge at udrede patienterne, men man vil aldrig være sikker på, hvornår en patient er rask. Det kræver en enorm styrke hos de psykisk syge, og den er ofte svækket. De giver efter for deres psyke og man kan ikke helt bebrejde dem noget. Skræmmende.

Sådan en bog bør få stor opmærksomhed. Jeg håber inderligt, at den kommer ud til befolkningen og bliver vel modtaget. Jeg kan uden at tøve sige, at det er den absolut bedste bog, jeg har læst i år. Hvorfor det? Fordi den satte spor. Den satte mine tanker igang, og jeg fik et nyt syn på ting. Det gik op for mig, at mange med psykiske sygdomme ikke spiller syge, de spiller raske. Det må være hårdt. For mig toppede den listen af gode bøger, jeg har læst i år, fordi den er så veludført. Engells ord og Brøggers streger skabte en særlig harmoni, og jeg håber virkelig, at de vil indgå i et samarbejde igen.

Jeg skal helt sikkert læse den igen, men lige nu, knap en uge efter udgivelsen, ligger historien stadig tætindpakket i mit hjerte, og der bliver den lidt endnu.

★★★★★