Billedresultat for har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

 

Titel: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage: Carls bog

Udgivelse: 24. marts 2017 af Gyldendal

Forfatter: Naja Marie Aidt

Genre: Poesi/biografi

Min bedømmelse: ★★★★★

INFO FRA GOODREADS

I marts 2015 døde Naja Marie Aidts søn Carl i en ulykke, 25 år gammel. HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE er en ærlig bog om, hvordan sorg er, hvordan den forandrer ens forhold til virkeligheden, til ens nærmeste, til tiden.

Hvordan nærmer man sig det umulige: at skrive om sit døde barn? Formen er brudt op. Korte prosastykker henvendt til Carl veksler med lyriske passager, brudstykker fra nutiden glider over i erindringsglimt og dagbogsnotater fra fortiden og nutiden, og citater fra litteraturens stemmer flettes sammen med Naja Marie Aidts egen stemme.

HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE er på én gang en nøgtern beskrivelse af, hvordan livet efter er, hvordan en død finder en plads blandt de efterlevende, og en udforskning af poesiens sprog om sorg og kærlighed.

MIN BEDØMMELSE

Hold. Nu. Op. Det er sjældent, at jeg læser noget, der bliver hos mig på den måde, som Naja Marie Aidts smukke bog har gjort det. Det er snart to uger side, at jeg læste den, og det er først nu, at jeg endelig kan få mine tanker på papir. Eller computer, sådan set, men det lyder altså ikke lige så godt 😉

Min veninde fra min højskole, som nu også er en studieveninde, havde en dag bogen med i skole. Hun sagde til mig: “Nu har jeg lige læst de sidste par siden på vej til skole, så nu har jeg den i min taske, og derfor får du den med hjem nu. Og så læser du den.” Og der sad jeg så midt i en sociologitime og havde den smukke bog liggende ved siden af min computer. På daværende tidspunkt havde jeg ikke hørt andet om bogen, end hvad min veninde kort havde fortalt om den. Alligevel flakkede mit blik hele tiden til bogen, som virkelig har en smuk forside. Da jeg kom hjem fra skole besluttede jeg mig for lige at se, hvad det var for noget. Et par timer senere var jeg ret sulten, træt og burde have brugt tid på lektier. I stedet var jeg halvvejs gennem bogen. Resten af bogen læste jeg dagen efter, og siden har jeg ikke læst noget.

Bogen er kort fortalt et mesterværk. Et mesterværk om den sorg, som Aidt og familien måtte gennemgå to år forinden, da hendes 25-årige søn Carl hoppede ud fra et vindue under påvirkning af svampe. Bogen er derfor dedikeret til sønnen, og er en samling af tanker fra under og efter dødsfaldet.

I bogen er denne forfærdelige og helt ubeskrivelige sorg skildret præcis, som det er foregået inde i hendes hoved. En blanding af

stor font

lille font

fed font

kursiv font

CAPSLOCK

.

Det har en helt fantastisk virkning, rent kompositorisk, fordi det virkeliggør de tanker, som Aidt er gået rundt med. Efter et dødsfald så pludseligt og uventet er alt kaos. Der er ikke styr på tanker, og fokus er et fremmed land. Derfor er bogen også meget bevidst bygget op af små digte, historisk stof, definitioner, navneforklaringer og reel fortælling fra Aidts side. Og Naja Marie Aidt er altså poet, og jeg blev simpelthen så rørt af de mange digte.

Vi er som børn.

Hjælpeløse.

Vores venner hjælper os med alt.

Vores venner kommer os til undsætning.

De puffer os nænsomt fremad, fra det ene øjeblik til det næste.

 

Disse slørede dunkle uger.

Helt fra starten af bogen og frem til slutningen går én bestemt fortælling igen, nemlig en beretning fra aftenens forløb, den aften de fik at vide, at Carl var hoppet ud af et vindue. Igennem bogen udvikler beretningen sig, så den hele tiden bliver længere. Først handler historien kun om telefonopringningen, men senere i bogen bliver der sat flere detaljer på, og vi følger udviklingen på hospitalet.

At denne historie går igen, gør at der er en samling på bogen, da den ikke er inddelt i kapitler. Igen underbygger den kun kaosset, da livet ikke er inddelt i kapitler. Fra Carl hopper ud af vinduet, til tiden på hospitalet, til begravelsen, til livet efterfølgende kan ikke deles ind i kapitler. Alt flyder sammen og det kan være svært at huske tid fra sted.

Der er ingen tvivl om, at “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage: Carls bog”  har gjort et kæmpe indtryk på mig. Bogen er enormt rørende, trist, smuk og livsbekræftende og den efterlader tanker hos læseren. Om livet og dem man lever sammen med. Men bogen gjorde også et indtryk af en anden årsag. For knap et år siden mistede vi en tæt ven af familien i en højresvingsulykke. Han var min papfars bedste ven, og han blev revet fra os en kold januar morgen uden varsel. Og jeg kan huske tiden efter. Eller rettere, jeg husker tiden, præcis som Aidt så smukt skildrer den i bogen. Som kaos. Tanker der opstår, en tomhed, som er uforklarlig, pludselig gråd, stilhed, støj og enorm sorg. Derfor måtte jeg også fælde en del tårer, da jeg læste bogen.

Jeg ville gå til verdens ende for dig.

Men der var ikke langt nok.

Men selvom jeg i høj grad blev rørt, fordi jeg for kort tid siden gik igennem noget lignende, så er bogen for alle. Man får lov til at tænke over livet, og hvor meget det handler om at nyde det man har. Om at nyde hinandens selskab og sætte pris på de små ting i livet. Som en telefonsamtale, en mail, en sød tanke. Jeg har givet bogen fem stjerner. Og det har jeg, fordi den var smuk og blev hos mig i lang tid efter. Ja, den er sådan set stadig hos mig. Men i virkeligheden er det svært at give stjerner til en bog som denne. En så personlig bog, hvor man hverken kan vurdere karakterer, historiens udvikling eller plot. Så den får fem stjerner for at være et stykke litteratur, der aldrig forsvinder fra mine tanker. Et stykke velskrevet litteratur, som kun Naja Marie Aidt kan gøre det.

Og ikke mindst for at være en smuk tanke til en søn, der forevigt vil være en del af Aidt.

”Jeg sover med din dyne. Jeg sover med din fine lette dyne. Jeg kan stadig dufte din hud, din søvn. Jeg siger til mig selv. Du er i din dyne. Jeg siger: Du er også i din dyne. Jeg siger: Du er.”

★★★★★