Mellem osTitel: Mellem os

Udgivelse: 4. september 2018 af CarlsenPuls

Forfatter: Sebastian Bune, Sarah Engell, Stine Haynes, Thomas Korsgaard, Tomas Lagermand Lundme, Laura Ringo, Glenn Ringtved. Jesper Wung-Sung, Kim Fupz Aakeson, Kristina Aamand

Genre: Novellesamling

Min bedømmelse: ★★★★☆

INFO FRA GOODREADS

Hvordan er det at blive forelsket i en fætter? Kan man flygte fra sin egen familie? Hvad gør man, når ens skilsmisseramte far er gået i hundene? Det er ikke altid nemt at være en del af en familie, og der kan ske hvad som helst mellem familiemedlemmer.

MIN BEDØMMELSE

Bogen er modtaget til anmeldelse fra CarlsenPuls, men anmeldelsen er ikke påvirket af forlaget og er helt min egen mening.

Det er ikke så tit, at jeg læser noveller. Måske er det fordi, jeg elsker at fordybe mig historier og karakterer, hvilket der ikke rigtig er plads til i noveller. Der er simpelthen ikke tid nok til at udfolde karakterernes historie og personlighed. Ikke desto mindre kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at have fingrene i Mellem os. Og det er jeg glad for at jeg fik.

Bogen er bygget op af ti noveller, der alle sammen handler om familieforhold på den ene eller den anden led. Alle hænger de på den måde sammen og skitserer ti familier, der alle er lidt fucked up. Med ti forskellige forfattere, vil historierne dog derfra uundgåeligt blive meget forskellige. Herunder kan du få et kort overblik over novellerne:

Frontkæmperen af Kristina Aamand

Den første novelle handler om Yasmin Khan, der netop har fået udgivet en bog om sin opvækst. Vi møder hende til bogreceptionen, og man får hurtigt fornemmelsen af, at det er for meget for hende. Derfor tager hun en taxa hjem til sig selv, men det er ikke just en behagelig tur. Jeg har sidenhen fundet ud af, at Yasmin er med i Aamands nyere bog Mørke rum.  

En rigtig hue af Thomas Korsgaard

Novelle nummer to starter til den sidste eksamen på HF, hvor Kian er klar til at få sin hue på. Han klarer sig ikke specielt godt fagligt, og socialt kører det heller ikke rigtig for ham. Han har næsten ikke forberedt sig på sin sidste eksamen i mundtlig tysk og er egentlig godt klar over, at det ikke vil gå ret godt. Men han er ligeglad. Det hele har nemlig været lidt underligt med hans mor, siden hans far døde. Støtten har ikke været stor.

 

Fætter af Stine Haynes 

Tredje novelle handler om Laura og Fætter. Altså Fætter er ikke hendes rigtige fætter, men deres mødre er bedste veninder, og de har altid haft hinanden som kusine og fætter. Så han hedder Fætter. Laura har lidt ubevidst fået følelser for Fætter, der er noget mere populær end hende. Men han har altid taget sig af hende, og hun har bare været hans “lille kusine Laura”. Lige indtil Fætter holder fødselsdag og Laura bliver lidt for fuld.

Silvan af Sarah Engell 

I novelle nummer fire møder vi Asta, hvis forældre er gået fra hinanden. Det har også betydet, at Asta og lillesøsteren er blevet skilt fra hinanden. Inden skilsmissen havde forældrene anskaffet sig en hund, som i mellemtiden fik hvalpe, der nu har hjem i en flyttekasse fra Silvan. Asta glæder sig helt vildt til at få besøg af lillesøsteren, så hun kan lege med hundene, spise boller og hygge med søsteren. Hun havde glædet sig så frygtelig meget.

Bro af Tomas Lagermand Lundme 

I femte novelle falder vi ned i systemet, hvor en dreng er fanget. Han flytter fra familie til familie, men er nu kommet til Samsø, hvor han skal bo med sin nye familie. Endelig begynder det hele at falde lidt på plads for ham. Plejeforældrene vil ham det bedste og han bliver hurtigt venner med deres søn Ulf. Men der er ikke langt fra venskab til kærlighed, hvilket kan blive kompliceret for drengen.

Sukkemusen af Jesper Wung-Sung 

Sjette novelle handler om likes, følgere og alt hvad der hører til de kunstige sociale medier. Og det er Astas mor, der styrer det hele. Asta har altid været stjernen i videoerne, bedre kendt som ‘Sukkermusen’, hvilket hun er ved at være godt træt af. For deres udadtil perfekte liv og mor-datter-forhold handler mere om at imponere andre end om at være sammen.

Bilka eller Interrail af Laura Ringo 

Det er et søskendepar, der fører historien frem i syvende novelle. Hovedpersonen og Kamilla er med deres mor i Bilka, og for en gang skyld er det Kamilla, der får al opmærksomheden. Ligegyldigt, hvor meget hovedpersonen prøver, så lykkes det ikke at overgå Kamilla. Det gælder også en noget uheldig tur i Bilka.

Sandkorn af Glenn Ringtved 

Novelle nummer otte handler om Sofie og hendes far. Hendes forældre er gået fra hinanden, hvilket har gjort hendes far ensom. Hun vil gerne hjælpe ham ud af ensomheden, ligesom hendes mor er kommet det med sin nye kæreste. Sammen med en veninde beslutter hun sig derfor for at opfordre ham til at lave en datingprofil. Ret hurtigt er der bid, og hendes far bliver både glad og mere aktiv. Problemet er bare, at man ikke altid kan stole på internettet.

En Familiesygdom af Sebastian Bune

Næstsidste novelle handler om Jonathan, der er væltet på cykel og kommet til skade med hånden. En betændelse begynder så småt at brede sig i såret, men hans mor nægter at tager ham med til lægen. Efter insisteren fra hans mormor kommer de dog alligevel afsted. Lægen kan fornemme, at der er noget galt. Noget udover det betændte sår. Han beder derfor Jonathans mor om at forlade lokalet, men Jonathan er bange. Han har jo fået at vide, at han ikke må sige noget.

Visit af Kim Fupz Aakeson 

I den sidste novelle i bogen møder vi en pige, der bor hos sin mormor og morfar. Hendes mor sidder nemlig i fængsel. I starten af historien har pigen et mindre skænderi med sin mormor i bilen på vej til besøg i fængslet. Hun vil nemlig gerne overnatte hos sin kæreste, hvilket hun ikke får lov til at sin mormor. Hun må vente, til hun er blevet ældre. Pigen mener selv, at hun er gammel nok, næsten 15 år! Et besøg i fængslet kan dog ændre på den opfattelse.

Jeg var overordnet set ret begejstret for alle historier. Men i sær En rigtig hue, Sukkermusen og Visit faldt i min smag. Dog er det meget individuelt, hvad man er mest til. For mig, bragte nogle af novellerne lidt for mange minder tilbage til danskundervisningen i 2.g på Skanderborg Gymnasium. Misforstå mig ikke, jeg elskede virkelig dansk, og jeg har altid været vild med litteraturhistoriedelen. De fleste af novellerne tager i den grad fat i nogle problematikker, man ser i samfundet i dag. Sociale medier, skilsmisse og at præstere. Men for mit vedkommende blev nogle af novellerne simpelthen lidt for analytiske og mystiske.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke syntes om Mellem os, for det gjorde jeg! Det er bare rigtig svært at vurdere og anmelde en bog, der i virkeligheden rummer ti mindre historier med hver deres plot, karakterer og miljø. Men jeg kunne godt lide bogen. Den er vigtig, fordi den giver et indblik i nogle familiestrukturer, som rent faktisk findes derude. Der er familier, der går fra hinanden, plejefamilier, forældre, der slår og familiemedlemmer i fængsel. I mit tilfælde handler det om skilsmisse – heldigvis “bare” det. Men jeg kan genkende ting, selvom mine forældre gik fra hinanden, da jeg var knap to år gammel.

 Derfor vil jeg helt klart også anbefale den. Det er en relativt kort bog på 180 sider, og den er ret hurtigt læst, fordi hver historie er ca. 10-15 sider lang. Den tager stærke temaer til debat og formidler problemer på en finurlig og fantastisk måde. Dertil skal det selvfølgelig nævnes, at det er ti dygtige forfattere, der har styr på deres skrivestil og karakterarbejde. Og hvem kan ikke relatere til familieproblemer?

★★★★☆