Billedresultat for mowgli sarah engellTitel: Mowgli

Udgivelse: 25. september 2018 af CarlsenPuls

Forfatter: Sarah Engell

Illustrator: Cato Thau-Jensen

Genre: Grafisk novelle

Min bedømmelse: ★★★★☆

INFO FRA GOODREADS

En pige bor i mørke bag en låst dør. Hun har aldrig set himlen, solen eller stjernerne. Men hun er ikke alene. Mor er der også, og hun er hurtig, stærk, modig – og rigtig god til at kravle langs panelerne. Og gennem ristens tremmer kan pigen høre nogen synge.

Forfatter Sarah Engell har længe været optaget af såkaldte Mowgli-børn. Børn, som lever totalt isoleret og vokser op med ingen eller meget sparsom menneskelig kontakt. Fælles for dem er, at de intet eller meget lidt sprog har. Deres historier afspejler både det grusomste og det smukkeste ved mennesket. Grusomheden i, at små børn overlades til sig selv. Det smukke og livsbekræftende i at kunne overleve – trods alle odds.

Mowgli er en del af serien CARLSENS BILLEDNOVELLER, som er billedbøger til unge: Korte, illustrerede historier skabt af nogle af de allerbedste forfattere og illustratorer – i dette tilfælde Sarah Engell og Cato Thau-Jensen.

MIN BEDØMMELSE

*Reklame* Bogen er modtaget af Forlaget Carlsen, men anmeldelsen er helt min egen.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: JEG ELSKER BØGER MED ILLUSTRATIONER. Jeg har længe efterspurgt illustrationerne (Det kan du blandt andet læse lidt om her),  og det gør mig simpelthen så glad, at forlagene er begyndt at forstå, hvad det kan gøre for en bog at fylde den med flotte streger. Når jeg siger illustrationer, så mener jeg hverken børne-billede-bøger eller tegninger, der lige så godt kunne være fotografier. Jeg mener det abstrakte, det anderledes og den slags illustrationer, der lige nøjagtig underbygger teksten, men som stadig lægger op til overvejelse, tanker og analyse.

Men tilbage til bogen. Jeg kunne næsten ikke få armene ned, da jeg så, at Sarah Engell endnu engang skulle samarbejde med en illustrator. Hendes første grafiske novelle “Fuglemanden” blæste mig bagover, og derfor var jeg også ekstatisk, da “Mowgli” kom ind ad døren. Den handler om et “Mowgli-barn” – altså et barn, der vokser op med meget lidt eller næsten ingen menneskelig kontakt, hvilket med det samme fangede min opmærksomhed. Og for en gang skyld lykkedes det altså ikke Sarah Engell at skuffe mig.

En pige bor i mørke bag en låst dør. Hun har aldrig set himlen, solen eller stjernerne. Men hun er ikke alene. Mor er der også, og hun er hurtig, stærk, modig – og rigtig god til at kravle langs panelerne. Og gennem ristens tremmer kan pigen høre nogen synge.

Bogen er kun 45 sider lang, og det giver derfor sig selv, at den er hurtigt læst. Alligevel formår Engell at fange læseren og tvang mig ind i en tæt boble i den tid, det tog at læse bogen. Bogen tager udgangspunkt i vuggevisen “Solen er så rød mor” og følger en lille pige, som er totalt isoleret fra omverdenen. Pigen kender nemlig sangen, og hun kan derfor genkende ordene fra visen. Alle andre ord er fremmede for hende. Jeg elsker teksten til “Solen er så rød mor”, og det er så fint at læse små sætninger og henvisninger til visen gennem bogen.

Bogen er virkelig fin i hele sit udtryk, og jeg er fuldstændig forgabt i de smukke illustrationer, som gjorde tiden med bogen mindst dobbelt så lang. Alle illustrationer blev nærstuderet, og jeg synes virkelig, at Cato Thau-Jensen har gjort et formidabelt stykke arbejde. Han indkapsler Engells ord og giver novellen den helt rigtige stemning. Sammen med “Solen er så rød mor”-teksten og angsten fra den lille pige, bliver den både dyster og enormt smuk på en gang.

’Mågerne har ingen sted at bo, sagde mor, og det var så trist, at pigen fik tårer i øjnene. Det var godt at hun boede her sammen med mor. Det var godt, at hun aldrig var alene’.

Desværre var jeg ikke helt så begejstret, da jeg lukkede bogen, som da jeg læste “Fuglemanden”. Jeg var helt med på novellens præmis, og jeg synes kun godt om, at den lægger op til fortolkning og videretænkning. Men jeg mangler stadig lidt forløsning. Jeg ville gerne have vidst lidt mere om pigen, om hendes baggrund eller blot få en lille smag på, hvad der ville komme til at ske hende. Og jeg ville have elsket en smule mere “fakta” om Mowgli-børn. Det skulle selvfølgelig være lidt forvirrende og fra pigens perspektiv, men jeg manglede en lille smule viden taget i betragtning af, at det ikke er en børnebog, men en ungdoms-billed-novelle. Havde det været med, havde den været perfekt!

Derfor ender jeg på fire ud af fem stjerner. Sarah Engell er virkelig dygtig til at formidle emner, der enten er svære at tale om eller svære at forstå, og det lykkes altså næsten i “Mowgli”. Teksten er smukt skrevet og illustrationerne gjorde mig både glad og rørt. Og jeg vil anbefale den. Det tager ikke mere end en halv times tid, og det er en rørende fortælling, som helt sikkert vil finde vej gennem hjertet. Jeg tror simpelthen mine forventninger var for høje efter “Fuglemanden”, men ikke desto mindre var det en skøn bog med et interessant emne.

“Mowgli” en af de nye billednoveller fra Forlaget Carlsen. Det er ungdomslitteraturens svar på billedbogen hvor illustrationer og tekst komplimenterer og supplerer hinanden.

★★★★☆