Titel: Paperweight

Udgivelse: 7. juli 2015 af HarperTeen

Forfatter: Meg Haston

Genre: YA Contemporary

Min bedømmelse: ★★★☆☆ (3,5)

INFO FRA GOODREADS

Seventeen-year-old Stevie is trapped. In her life. And now in an eating-disorder treatment center on the dusty outskirts of the New Mexico desert.

Life in the center is regimented and intrusive, a nightmare come true. Nurses and therapists watch Stevie at mealtime, accompany her to the bathroom, and challenge her to eat the foods she’s worked so hard to avoid.

Her dad has signed her up for sixty days of treatment. But what no one knows is that Stevie doesn’t plan to stay that long. There are only twenty-seven days until the anniversary of her brother Josh’s death—the death she caused. And if Stevie gets her way, there are only twenty-seven days until she too will end her life.

MIN BEDØMMELSE

Jeg havde ingen idé om, hvad “Paperweight” handlede om. Faktisk er årsagen til at jeg gik i gang med at lytte til den på Mofibi, at jeg kun havde én dag tilbage på arbejde inden jeg skulle rejse i en måned, og ikke havde nogen bog at lytte til. “Paperweight” varede kun lidt over 5 timer, hvilket gjorde, at jeg kunne nå at lytte til en hel bog. Jep, ikke den bedste årsag til at starte på en ny bog, men ikke desto mindre fik jeg altså lyttet til den. Og den var faktisk god.

Min mormor havde svær anoreksi som ung, og det er noget jeg altid har hørt om. Derfor var det meget nærliggende at læse om Stevie, som netop lider af en spiseforstyrrelse. Hovedpersonen Stevie er meget overbevisende, og forfatteren, Meg Haston, forstår at beskrive anoreksi og dens indvirkninger på krop og sind på en realistisk måde. Man er ikke i tvivl om, at hun har gjort sig en grundig research, hvilket er grundstenene til en troværdig og god bog. Samtidig forstår hun også at gøre hele sygdomsforløbet og behandlingen rolig og følsom. Med andre ord er det langt fra en faktabog med kølige facts om en grusom sygdom, men derimod troværdig fiktion med en twist af forståelse og følelser. Grunden til at jeg alligevel “kun” har givet bogen 3,5 stjerner, handler mest af alt om manglende forbindelse til diverse karakterer.

Bogen skifter mellem fortid og nutid. I nutiden befinder hun sig på et behandlingscenter blandt andre unge mennesker med spiseforstyrrelse. Hun hader alt ved det. Lægerne, terapeuterne og de andre patienter. Hendes far har planer om, at hun skal være der i en måned. Det har Stevie bestemt ikke planer om.

“Stevie,” she says again. “Let me assure you that you do, in fact, need to be here. You are incredibly malnourished. If you don’t get intensive treatment right now, you are going to die. My guess is that you may even want to die.”

I will find a way out of here, I tell myself. Whatever I have to do to make it home in time to die. I will not betray Josh again. I will not take a single breath on the one-year anniversary of the night I killed my brother.

Når vi ikke befinder os på behandlingscentret, er vi tilbage i Stevies fortid. En mørk fortid, hvor mange dumme valg blev truffet. Blandt andet hendes venskab, med spændende og anderledes Eden. Der foregår ting og sager mellem Eden og Stevie, men da Stevies bror, Josh, bliver blandet ind i det, smuldrer det hele. Stevie mener, at hun har dræbt hendes bror på den forfærdelige aften, ét år tidligere. Igennem bogen, hvor man kommer dybere ind i Stevies hjerne, opdages sandheden. En sandhed, som er længe undervejs, men jeg kan godt lide spændingen omkring det.

“The thing was, I needed to be owned. I needed someone to say, This girl is mine. That´s what family is for, but mine was almost gone. There was no one to claim me but Eden and my sickness. So I gave myself to both.”

Stevie er en cool hovedperson. Hun er helt fucked up, og vil i lang tid ikke indse, at hun har et større problem end som så. Hun har ikke lyst til at få venner på centret og ser udelukkende læger og terapeuter som professionelle mennesker, der gør et stykke arbejde. Ikke som nogle, der vil hjælpe hende. Her kommer min favoritperson i bogen ind i billedet; Stevies terapeut Anne (eller The Shrink, som er det navn Stevie har givet hende i hovedet). Anne er helt fantastisk, og taler stille og roligt til Stevie. Hun hjælper hende, uden at presse for hårdt på. Hun er det rolige element, som enhver bog bør have. Hele bogen er fortalt fra Stevies perspektiv, hvilket gør, at vi kommer helt ind i de dybeste, værste afkroge af hendes sind. Men det betyder også, at vi fornemmer, hvordan Stevie dybt nede er taknemmelig for Anne.

Og så er der Ashley. Ashley, som bor sammen med Stevie på behandlingscentret. I starten vil Stevie ikke have noget med hende at gøre, ja med nogen overhovedet. Men igennem bogen og i takt med Stevies udvikling, sker der også noget i deres forhold. For første gang længe, er Stevie faktisk ved at danne et venskab. Derfor er det kun det mere forfærdeligt, at Ashley har den skæbne.

“We are all a collection of lost causes, stashed here so no one has to see just how wounded we are.”

Jeg ville bare ønske, at vi lærte andre karakterer bedre at kende. At forstå Stevie igennem de mennesker hun omgås. Måske er det et aktivt valg fra forfatteren, men det gør desværre at jeg ikke føler mig så forbundet med bogen. Det er enormt ærgerligt, da jeg faktisk rigtig godt kan lide bogen ellers. Det er også én af de bøger, som bliver bedre, når man får tænkt lidt over den. Jeg var vild med Stevies udvikling, og klimakset i bogen var helt perfekt. Der var triste afsnit, glade afsnit og afsnit, man kunne blive så vred over. Jeg ville bare ønske, at jeg havde en bedre kemi. Men, hvis man ligesom jeg, godt kan lide bøger, der fokuserer på sygdomme og psykiske lidelser, så giv den et skud!

★★★☆☆