They Both Die at the EndTitel: They Both Die at the End

Udgivelse: 5. september 2017 af Harper Teen

Forfatter: Adam Silvera

Min bedømmelse: ★★★☆☆ (3.5)

INFO FRA GOODREADS

When Mateo receives the dreaded call from Death-Cast, informing him that today will be his last, he doesn’t know where to begin. Quiet and shy, Mateo is devastated at the thought of leaving behind his hospitalised father, and his best friend and her baby girl. But he knows that he has to make the most of this day, it’s his last chance to get out there and make an impression.

Rufus is busy beating up his ex-girlfriend’s new boyfriend when he gets the call. Having lost his entire family, Rufus is no stranger to Death-Cast. Not that it makes it any easier. With bridges to mend, the police searching for him and the angry new boyfriend on his tail, it’s time to run.

Isolated and scared, the boys reach out to each other, and what follows is a day of living life to the full. Though neither of them had expected that this would involve falling in love…

MIN BEDØMMELSE

Når det er sommer, er jeg mest i humør til at læse YA contemporary, da de som oftest er lettere at komme igennem. Da jeg læste “They Both Die at the End” var det danske sommervejr på sit højeste, og det betød altså, at jeg hev den ned fra hylden og gik i gang med at læse.

Jeg synes, at bogen var svær at komme i gang med. Det starter med, at bogens to hovedpersoner Mateo og Rufus får opkald fra “Death-cast”, som er et telefonselskab, der ringer folk op, når de skal dø inden for de næste 24 timer. Jeg var forvirret. Foregik det her i nutiden eller fremtiden? Men, de to drenge bliver altså ringet op, og så går de første mange sider ellers bare med ingenting. Mateo tager et bad og skriver sedler til naboerne om, at de ikke behøver at ordne komfuret. Der går lang tid, før vi finder ud af, at Mateos far ligger i koma på hospitalet, og jeg føler virkelig, at det kunne have gjort noget for historien, hvis han havde været en større del. Rufus og Mateo møder så hinanden gennem en app for andre, der også skal dø den pågældende dag.

“Life isn’t meant to be lived alone. Neither are End Days.” 

Herfra burde historien have taget fart, men jeg synes ikke, at det bliver udnyttet. I laaaang tid laver de absolut ingenting, selvom det er deres sidste dag i live. Det er ret sent, at de to begynder at lave mere interessante ting, så som at prøve nogle af de tilbud, der er til folk, der skal dø. Det drejer sig om virtual reality, hvor de kan prøve alverdens ting, som de aldrig kommer til og et sted, hvor de kan rejse verden rundt på en time. Det ville jeg hellere have læst mere om.

Men når det så er sagt, så kan jeg måske også godt forstå forfatteren. Måske har Silvera forsøgt at portrættere, hvordan man formegentlig ville leve sin sidste dag. Ville man i virkeligheden gøre tingene så meget anderledes? Og ville man ikke være i syv sind over, hvordan man skal få mest muligt ud af dagen? Det er bare ikke så interessant i en roman, jeg har brug for mere spænding og oplevelser. De kunne snildt have talt sammen, mens de lavede vilde ting. Tænker jeg bare.

“…stories can make someone immortal as long as someone else is willing to listen.” 

Titlen giver naturligvis en del væk, jeg mener “de dør begge til sidst”. Men, da bogen først får taget fat og både Rufus og Mateo begynder at betyde noget for læseren, så begynder man alligevel at håbe. Hele vejen igennem bogen taler de om, at der kan være sket en fejl. At de ikke skal dø. Og man går med på den, for måske er der virkelig sket en fejl – hovedpersonen dør jo aldrig i en bog, vel? Men, inderst inde, så ved man, at det sker, for det siger titlen. Derfor sidder man bare og venter. Venter på slutningen, hvor de vil dø. Så selvom titlen giver bogen væk, så er den alligevel spændende, og der er så mange ting, man ikke ved. Kun slutningen, og de er som regel meget forudsigelige alligevel 😉

Noget af det, jeg virkelig holdt af ved bogen, var det venskab Mateo og Rufus får bygget op på blot en enkelt dag. Det er meget smukt, og jeg er rigtig glad for den udvikling, der sker i deres liv på så kort tid. Men, jeg er desværre ikke helt overbevist, og jeg føler at bogen kunne have gjort mange andre ting. Den kunne være gået i mange, mere interessante retninger, efter min mening. For noget af det, som jeg sagtens kan se meningen med, men som jeg ikke havde brug for, var de mange ekstrahistorier, som Silvera havde proppet bogen med. Det drejer sig om små kapitler, hvor første linje er ens, noget i stil med: “Death-cast ringede ikke til xx i dag, for xx skulle ikke dø”. Fint, jeg ser pointen, men bogen havde stået meget stærkere, hvis det kun havde handlet om Mateo og Rufus.

“But no matter what choices we make – solo or together – our finish line remains the same … No matter how we choose to live, we both die at the end.”

Så jeg giver altså ikke bogen topkarakter, for den manglede spænding. Jeg har en følelse af at sige til forfatteren: “Hey Adam, den har potentiale, virkelig. Men kig den lige igennem én gang til. Slet alle de ligegyldige personer og giv Mateo og Rufus mere spændning. Så er den i skabet.” Jeg er klar over hvor mange, der virkelig elsker bogen og Silvera, og jeg forstår det godt. Jeg er bestemt heller ikke færdig med Silveras bøger, for jeg kan rigtig godt lide hans skrivestil, men det var altså ikke “They Both Die at the End”, der skulle få mig til at falde ned af stolen. Så jeg ender med at give bogen 3,5/5 stjerner. Den kan noget, bestemt, men desværre ikke nok til min smag.

★★★☆☆ (3.5)