Relateret billedeTitel: Turtles All the Way Down

Udgivelse: 10. oktober 2017 af Dutton Books

Forfatter: John Green

Genre: YA

Min bedømmelse: ★★★★☆

INFO FRA GOODREADS

Sixteen-year-old Aza never intended to pursue the mystery of fugitive billionaire Russell Pickett, but there’s a hundred-thousand-dollar reward at stake and her Best and Most Fearless Friend, Daisy, is eager to investigate. So together, they navigate the short distance and broad divides that separate them from Russell Pickett’s son, Davis.

Aza is trying. She is trying to be a good daughter, a good friend, a good student, and maybe even a good detective, while also living within the ever-tightening spiral of her own thoughts.

In his long-awaited return, John Green, the acclaimed, award-winning author of Looking for Alaska and The Fault in Our Stars, shares Aza’s story with shattering, unflinching clarity in this brilliant novel of love, resilience, and the power of lifelong friendship.

MIN BEDØMMELSE

Jeg var rigtig spændt på at gå i gang med “Turtles all the Way Down”, da det er meget længe siden, at jeg sidst har læst en John Green bog. Den første, jeg læste af ham, var “The Fault in Our Stars”, og jeg var virkelig vil med den, dengang. Siden har jeg læst “Looking for Alaska” og “Will Grayson, Will Grayson”. “Looking for Alaska” var okay, men jeg var virkelig ikke fan af “Will Grayson, Will Grayson”. Derfor har både “Papertowns” og “An Abundance of katherines” stået på hylden og kigget på mig. Men, så udkom “Turtles all the Way Down”, og den blev lynhurtigt en del af det daglige billede på instagram. Derfor besluttede jeg mig for at købe den, da jeg faldt over den på tilbud. Og så skal jeg være ærlig at sagde, at jeg er ret vild med forsiden. Det er sjældent, at orange fungerer så godt efter min mening.

Og så er der altså det med John Green og citater. De er lidt for Tumblr agtige, og det virker næsten som om, at han har tænkt “hmm, hvad kunne blive en god tatovering?”. Men lad nu det ligge, for det er jo gode citater. Det er citater man tænker over, og det kræver altså også sin forfatter at skrive sådan nogle citater.

Nå, men jeg gik i gang med den, og var enormt forvirret de første mange sider. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvad der var tænkt med plottet. Handlede bogen om en pige med en psykisk sygdom? En pige, der har mistet sin far? En dreng, hvis far er forsvundet? Kærlighed? Venskab? Fattigdom mod rigdom? En dusør? En tuatura? Måske endda Star Wars? Og hvad er det for nogle skildpadder? Ja, så mange muligheder er der for bogen i løbet af små 50 sider. Men, jeg blev ret hurtigt glad for Davis, som er den mandlige hovedperson i bogen, og derfor blev jeg ved med at læse. På dette tidspunkt havde jeg desværre set en del dårlige anmeldelser af bogen, men jeg holdt hovedet oppe og forsøgte at fokusere på de positive ord, som bogen har fået.

“I was beginning to learn that your life is a story told about you, not one that you tell.” 

Lad os starte med karaktererne. Jeg synes, at John Green har formået at skrive om relativt få karakterer, og derimod gøre dem mere betydelige. Det er rart, når man ikke skal forholde sig til for mange, ligegyldige karakterer. Vi har hovedpersonen Aza Holmes, som lider af OCD. Hun kæmper med tankerne om den sygdom, som i hvert sekund kan angribe hende. Man får lov til at komme ind i hovedet på én, der lider af en sygdom, man på mange måder ikke kan forklare. Aza ved godt selv, at det ikke er virkelighed, det gør det bare ikke mindre virkeligt for hende. Hun er godt klar over, at det ikke er sundt at drikke håndsprit, men hun føler, at det er den eneste mulighed hun har, for ikke at tiltrække bakterier. John Green lider selv af OCD, og derfor har det været hårdt for ham at skrive bogen, men også så meget lettere. Han fortæller selv til The Guardian:

“it was very hard to write. “I wrote it right at the last, in the last revision. That’s as close to my experience as I could get.”

Netop grundet Greens egne oplevelser, er man ikke i tvivl om, at det i sandhed er sådan, det ser ud i hovedet på én med OCD.

Og så er der Davis Pickett. Hans far har svindlet med en masse penge, og forsvinder derfor pludseligt fra han og lillebroderen, Noahs, liv. En stor dusør, til den, der kan finde Mr. Pickett, bliver udsat. Aza’s bedste veninde, Daisy, og hendes familie, har ikke ret mange penge. Da hun opdager, at Aza og Daisy har været på sommerlejr sammen som små og faktisk kender hinanden, ser hun en god mulighed for at få fat på de 100.000 dollars. Derfor tager de op og besøger Davis i hans kæmpestore hus. Jeg var vild med Davis fra første gang, han optrådte i bogen. Han er høflig, har en smule selvindsigt og ikke mindst ophøjer han ikke sig selv, trods hans luksusliv. Meget sker mellem Aza og Davis, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, men jeg er lykkelig for den slutning, bogen har. Den viser virkelig, at intet er perfekt, og at det er helt okay. Så har jeg ikke sagt for meget.

“The problem with happy endings is that they’re either not really happy, or not really endings, you know? In real life, some things get better and some things get worse. And then eventually you die.” 

Daisy, Azas bedste veninde, skriver Star Wars fan-fiction, og i starten er det lidt mærkeligt. Men, jeg synes, at det ender med at fungere. Daisy er én af de “side-kicks”, som virker enormt selvcentreret, alt for sprudlende og lidt irriterende i starten. Men i løbet af bogen, udvikler hun sig og man ser, hvad der gemmer sig under overfladen. Hendes ret succesfulde fan-fic er en vej ud af hendes eget liv i fattigdom, og det tager hende et helt andet sted hen. Et sted, hvor hun kan være lige som hun vil være. Og er det i virkeligheden ikke sådan, vi alle sammen har det? Jeg har flere måder at forsvinde ud af mit eget liv. Misforstå mig ikke, jeg er som regel rigtig glad for mit liv, og jeg har ikke lyst til at være en anden på fuld tid. Men jeg skriver også, for at komme et andet sted hen. Jeg elsker at skabe karakterer og forme dem, så de bliver lige, som jeg forestiller mig. Når man næsten danner et forhold til en fiktiv karakter, man selv har opfundet. Derfor fungerer Daisy. For hun er irriterende, men vi har alle sammen en lille smule Daisy i os et sted.

Med tiden bliver bogen mere fokuseret på Azas sygdom, og det er et godt valg. Det snævrer bogen ind og tager fat i en problematik, der stadig er tabubelagt. Psykiske sygdomme er svære, for det er umuligt for en “rask” at forstå de tanker, der kan løbe gennem hovedet på en pige som Aza. Hun virker helt normal udenpå, og hun lever et almindeligt liv. Men hendes hoved ser helt anderledes ud. Konstant er hun i en kamp med sig selv og de uhyggelige tanker, der styrer hendes liv.

“Actually, the problem is that I can’t lose my mind,” I said. “It’s inescapable.”  – Aza

Min lillesøster på 13 år har selv diagnosen OCD. Netop derfor ramte bogen mig også hårdt, da jeg først indså, hvad Aza gennemgår. Min søster er slet ikke lige så langt ude, men jeg har haft svært ved at forstå, hvad hun går igennem. Og sådan er det med noget, der foregår inde i hovedet. Min søster er den mest omsorgsfulde, ansvarsbevidste og skønne pige, men hun kom til et punkt, hvor hun ikke var glad på samme måde, Da hun var lille kom hun altid løbende med sit røde hår og det største smil. Da hun bleve ældre lukkede hun sig mere ind i sig selv. Det er hårdt at se en man elsker går fra sådan en livsglæde til en stille, mere forsagt pige. Nu forstår vi hvorfor, og vi arbejder med det. Forsøger at forstå. Men selvom vi er så tætte på OCD, som vi næsten kan komme, så lærer man aldrig helt at forstå. Det er nemt for os at sige, at hun skal smide hendes slikpapir ud, istedet for at gemme det i skuffer og kasser på værelset. Men for hende handlede det om at skille sig af med noget. Det var den største forhindring, hun havde. Derfor håber jeg også, at der kommer endnu flere bøger med fokus på psykiske sygdomme. Ikke bøger, hvor sygdomme forsvinder til sidst og alle er lykkelige. Men en bog som denne, hvor sygdommen ikke bare forsvinder, fordi hun bliver forelsket. Hvor hovedpersonen godt er klar over, at det vil tage tid, og blot accepterer, at man må leve med sygdommen, indtil man får nedbrudt sygdommen del for del. Dét har John Green virkelig formået at vise i “Turtles All the Way Down”.

Men hvorfor giver jeg så ikke bogen fem stjerner? For jeg endte jo med at elske den. For at få fem stjerner af mig, er det desværre ikke nok, at bogen bliver god. Når jeg tænker på bøger, jeg har givet fem stjerner, skal de fange mig fra begyndelsen. Selvfølgelig har man en tendens til at give bøger, der har et stærkt budskab fem stjerner. De vækker en helt anden følelse, end en sød sommerlig, chick-lit roman. Lige så snart at død, sygdom, tabubelagte emner osv. optræder i bøger, så elsker vi dem bare på en anden måde. Det handler nok i virkeligheden om, at verden er blevet mere divers, og halleluja for det! Det betyder også, at der bliver skrevet flere bøger med større diversitet, og de sætter sig hos læseren. “Turtles All the Way Down” er klart sådan en bog. En bog man kan diskutere og snakke om i timevis. For den er vigtig. Men, jeg bliver bare ikke fanget i starten, desværre. Den bruger for lan tid på at diskutere ting, der ikke er vigtige. At Azas far er død er tragisk, ingen tvivl, men om det virkelig var nødvendigt for bogen, det kan diskuteres.

Og så er jeg måske bare blevet mere kritisk siden jeg begyndte at give bøger stjerner. For jeg har tildelt fem stjerner til mange bøger i fortiden, som bestemt ikke længere fortjener fem stjerner. Men er det ikke fantastisk at tænke på? Hvis jeg havde læst “Turtles All the Way Down” for fem år siden, så er jeg faktisk ikke i tvivl om, at jeg ville have givet den fem store stjerner. Jeg er blevet en mere kritisk læser, og det er fint. Så bogen får altså fire stjerner af mig, men også en kæmpe anbefaling,

★★★★☆