Titel: Until Friday Night

Udgivelse: 25. august 2015 af Simon Pulse

Forfatter: Abbi Glines

Genre: YA Contemporary

Min bedømmelse: ★★☆☆☆

INFO FRA GOODREADS

To everyone who knows him, West Ashby has always been that guy: the cocky, popular, way-too-handsome-for-his-own-good football god who led Lawton High to the state championships. But while West may be Big Man on Campus on the outside, on the inside he’s battling the grief that comes with watching his father slowly die of cancer.

Two years ago, Maggie Carleton’s life fell apart when her father murdered her mother. And after she told the police what happened, she stopped speaking and hasn’t spoken since. Even the move to Lawton, Alabama, couldn’t draw Maggie back out. So she stayed quiet, keeping her sorrow and her fractured heart hidden away.

As West’s pain becomes too much to handle, he knows he needs to talk to someone about his father—so in the dark shadows of a post-game party, he opens up to the one girl who he knows won’t tell anyone else.

West expected that talking about his dad would bring some relief, or at least a flood of emotions he couldn’t control. But he never expected the quiet new girl to reply, to reveal a pain even deeper than his own—or for them to form a connection so strong that he couldn’t ever let her go…

MIN BEDØMMELSE

Jeg lyttede til Until Friday Night som lydbog, da jeg tilfældigt faldt over den på Mofibo. Jeg har længe set på bogen, da jeg simpelthen er helt vildt med coveret. Jeg er ret begejstret for smukke sol op- og nedgange (seriøst, hvem er ikke det), så forsiden fangede hurtigt mit øje. Desværre var coveret noget pænere, end bogen var god. Og det var sådan set virkelig ærgerligt, da jeg faktisk godt kunne have nydt bogen mere, den har nemlig et godt plot.

Det første jeg tænkte, da jeg havde læst bogen var: “nå, men det var da kun lidt kliché…”. En flot, populær sportsudøver med problemer han selv går og tumler med, møder en smuk, uskyldig pige, som har endnu større problemer. Alle drengene i bogen er småforelskede i denne uskyldige pige og pigerne er nogle kællinger og slet ikke værdige til at være i rum med hovedpersonen. Og ja helt ærligt, en gang i mellem er det nu meget rart med en super forudsigelig bog, som følger en helt bestemt snor, jeg synes bare, at det blev for meget i denne bog.

Nå men pyt, jeg vidste vel lidt hvad jeg gik ind til. Så jeg blev ved med at læse. Jeg var faktisk tilfreds med karakterne. Og det er sjældent at jeg ender med at være utilfreds med en bog, hvor jeg faktisk rigtig godt kan lide de personer, der optræder i historien. Jeg plejer at sige, at karakterne er det vigtigste i en bog, men er de det eneste der fungerer, så er det altså også svært.

“Pain comes to all of us some time or another. Its how we learn to cope with it that determine our future.”

Maggie taler ikke efter hun har set hendes far tage livet af sin mor. Det er en god detalje. Det giver en masse personlighed, og det betyder at forfatteren skal lægge en masse kræfter i at danne en fungerende karakter, som ikke kan kommunikere med andre. Og det formår Glines faktisk. Og så er der West, som er ham fyren man starter med at hade og ender med at elske. Selvfølgelig gør man det. Første gang man stifter bekendtskab med West er til festen efter fodboldkampen, lige efter Maggie er flyttet ind hos hendes onkel, tante og fætter. På det tidspunkt er hun ikke ligefrem en del af slænget med hendes fætter, West og de andre populære, så hun holder sig for sig selv. Pludselig er West der, han presser hende op af et træ og kysser hende. Tilbage sad jeg med følelsen af, at jeg havde sprunget noget over, eller simpelthen ikke havde koncentreret mig om historien, for jeg fattede minus.

Herefter er West en kæmpe idiot, gider ikke “tale” med Maggie og opfører sig grimt. Fint nok, han er populær og vi accepterer hans opførsel. Indtil han lige pludselig godt vil tale med hende og hellere end gerne vil være sammen med hende? Der er ingen sammenhæng i historien. Det er meget naturligt at den populære idiot pludselig vælger alt andet fra og bliver den sødeste fyr i bogen, her sker alt bare så pludseligt, at det virker forhastet.

Og så er der hele Maggies opførsel. Hun taler ikke med nogen, som i absolut ingen. Bortset fra West. Og hun gør det bare. Det tager hende ikke tid at finde modet efter to års stilhed, hun bryder bare ud i snak. Det virker underligt, og det havde været bedre, hvis hun lidt efter lidt får modet igen.

Det eneste jeg faktisk virkelig godt kan lide ved bogen, og det er vel egentlig lidt trist, er hele Wests fars sygdomsforløb. Det giver bogen en højere mening, og det har bogen i den grad brug for. Det er det eneste der giver en lille smule mening – hvordan West og Maggie kan hjælpe hinanden og hvor hendes fortid rammer hans nutid og fremtid. Hvad der så havde gjort det endnu bedre var, hvis man rent faktisk fik lidt mere at vide om hele drabsepisoden. Hvis vi havde haft mere forståelse for Maggie.

“Maggie made me feel stronger. She reminded me that I wasn’t alone in this world. That others had gone through this too. That I could be what my momma needed me to be… what my dad needed me to be.”

Så alt i alt var jeg ikke begejstret og det har i hvert fald ikke givet mig lyst til at læse mere af Abbi Glines. Desværre. Måske er jeg kritisk, jeg aner det ikke, men jeg sad på ingen måde tilbage med en wauw følelse, da jeg havde lyttet færdig. Jeg havde faktisk lyst itl at lægge bogen fra mig flere gange, men jeg var samtidig nødt til kende slutningen. Jeg var nødt til at tro på, at bogen ville blive bedre. Så nej, jeg vil ikke anbefale bogen til nogen. Og hvor er det altså ærgerligt.

★★☆☆☆