Jeg fik et mindre chok, da jeg så, at der var gået fire måneder, siden jeg sidst lavede et indlæg. Shit. Jeg har været ekstremt optaget af studiet, hvor jeg i juni færdiggjorde 4. semester, hvilket betyder at jeg om fem dage starter på min et år lange praktik! Efter det er det bare tilbage at skrive min bacheloropgave. Med andre ord er jeg mere eller mindre færdig med at gå på uni (i hvert fald på bacheloren), og særligt det seneste semester har derfor været en mundfuld. Men, henover sommeren har jeg både fundet mere tid til at læse og en større lyst. Og det er altså lysten, der gør det helt store!

Jeg er ret vild med at ligge ude i varmen med solbriller på, kolde drikkevarer og en skøn sommerroman i hænderne. Gerne én af de der rigtig tøseromaner, der handler om kærlighed, strandture og masser af drama. Men sådan har min sommer faktisk ikke helt været i år. Jeg har i stedet kastet mig over en mursten af en bog, som længe har stået og tigget om at blive hevet ud af reolen; Game of Thrones af George R.R. Martin. Og det har givet mig lidt at tænke over, for jeg husker, som var det i går, at stå på den anden side af Game of Thrones bølgen og intet fatte.

Yes, jeg har været én af de der, der et utal af gange har fået at vide, at Game of Thrones er en fantastisk serie. At jeg bør se den, for jeg vil elske den. Målløse ansigter, der slet ikke kan fatte, at JEG IKKE HAR SET GAME OF THRONES. Og at jeg så ikke engang har læst eller overvejet at læse bøgerne:

Billedresultat for game of thrones shame gif

Så da min papfar i efteråret spurgte, og jeg ikke ville være med til at se den, overgav jeg mig. Og så slugte jeg syv sæsoner og gjorde mig klar til at sluge sæson 8 med resten af verden. Jeg var hooked (eller, jeg var også utilfreds med sæson 8, men I ved), og jeg har nu tilsluttet mig horden af mennesker, der målløst kigger på de, som endnu ikke har set Game of Thrones, og siger: Game of Thrones er en fantastisk serie. Du bør se den, for du vil elske den. Og jeg kan slet ikke fatte, at der stadig er nogle, der hårdnakket nægter at se serien.

Da jeg var færdig med sæson 7, og nu skulle vente på en sæson (umenneskeligt, selvom jeg kun skulle vente knap tre måneder, set i forhold til de andres årelange pause…), havde jeg svært ved at lægge Martins univers fra mig. Så jeg besluttede mig for, at næste skridt måtte være at læse bøgerne. Min papfar var så rar at tage første bog med hjem til mig fra Norge. Så jeg stillede den i reolen og lod den stå, sådan som jeg så ofte gør med bøger, jeg ellers er ved at dø for at læse. Tilbage til det der med ikke at have så meget tid.

Men i min eksamensperiode, hvor jeg kæmpede mig gennem mine fem, tunge eksamener, valgte jeg alligevel at bruge én af mine millioner overspringshandlinger på at hive bogen ud af reolen og tage et kig på den. Ottende sæson var rullet over skærmen, ligesom jeg have set “The last watch” (En dokumentar på HBO, jeg vil anbefale alle Game of Thrones fans at se), og så åbnede jeg bogen. Og gik i gang.

Billedresultat for game of thrones gif

Nu, knap en måned senere, med en masse læseafbrydelser som eksamen, Tinderbox, Askov Familiehøjskole, vennebesøg, Grøn Koncert og kreatid, har jeg læst den færdig. Og hold nu op. Jeg knuselskede serien, men bogen er noget helt særligt. Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor fantastisk og levende, den er skrevet. Og så var jeg helt vild med, at hver kapitel var set fra forskellige karakterers synspunkt, da det gav en god variation. Jeg var særligt vild med Tyrions kapitler, som fik mig til at grine flere gange. Og så kunne jeg se Peter Dinklage for mig hele tiden. Her kommer en vigtig pointe fra en bogorm: For en gang skyld var jeg faktisk glad for at læse bogen, efter jeg havde set serien. Det gav mig en grundforståelse af det univers, de befinder sig i. Hvad er Winterfell, hvorfor er Varys vigtig, hvordan ser The Wall ud osv. Og så er det sjovt at sidde og læse noget i første bog, som man på forhånd ved bliver vigtigt senere. F.eks. at de ikke ved, hvorfor Hodor hedder Hodor. Eller at Pycelle direkte forslår, at det måske er værd at slå Daenerys ihjel, for at skåne 1000 andre liv. Så er det altså også bare vildt at læse 780 sider, som kun dækker første sæson.

Jeg glæder mig til at fortsætte serien, hvor jeg forhåbentligt både for lov til at læse fra Jaimes, Cerseis, Joffreys, Ramsays og Sams synspunkt på et tidspunkt. Uh, og Brienne of Tarth!

hvis du ligesom mig sidder og overvejer, om det virkelig kan betale sig at læse bogen, når man har set serien, så er svaret et rungende JA! George R.R. Martins ord er så vilde, det er sjældent, at jeg har læst så velskrevet litteratur, særligt sammenlignet med meget af det, der skrives i dag. Og selvom tv-serien virkelig kommer omkring meget og virkelig har gjort et godt stykke arbejde, så er der stadig dele af bogen, som ikke vises på tv. Man kommer simpelthen bare længere ind i hovedet på karaktererne. Hvad tænker Ned, da han sidder fanget? Hvad synes Sansa egentlig om Kings Landing? Hvad drømmer Bran om i sin koma? Og hvad sker der, da Daenerys ‘føder’ sine drager? Det er så meget bedre beskrevet i bogen og helt klart værd at læse. God fornøjelse!

Relateret billede