Jeg har langt om længe fået læst alle fem bøger i serien om Percy Jackson on de græske guder. Ja jeg ved det, vi er i 2017, jeg er 21 år og det er en mindre skandale, at jeg først har færdiggjort serien nu. Og ja, det tog mig to år at læse fem bøger. Døm mig ikke. Jeg forsøger ikke at undskylde, men min forklaring er enkel; Jeg er kæmpe fan af Harry Potter, det magiske univers og den fortryllende historie som J.K Rowling har skabt. Det har jeg været siden jeg så den første film som 6-årig og samme år læste og forelskede mig i den første bog, som jeg netop havde fået tilsendt af Gyldendals Bogklub. Fra den første film udkom i 2001 til den sidste i 2011, altså fra jeg var seks til jeg var 16 år, var hvert år fyldt med nyt fra Harry Potter verdenen. Samtidig læste jeg bøgerne i takt med, at de blev udgivet på dansk. Med andre ord, jeg havde ikke tid til Percy Jackson.

Men siden jeg i 2014 blev en del af bookstagram, kunne jeg godt se, at det var underligt, at jeg ikke havde læst Percy Jackson serien. På det tidspunkt var jeg dog virkelig i tvivl om jeg var blevet for gammel til serien. Om jeg måske ikke ville nyde serien så meget, som jeg måske havde gjort i 12-13 års alderen. Men ikke desto mindre begav jeg mig ind i en verden af græsk mytologi og håbede på det bedste.

Og jeg elskede hvert et sekund af første bog.

Hvad er det så, der er så fedt ved Percy Jackson bøgerne, spørger du?

Jo, for det første er Rick Riordan, som har skrevet bøgerne, en fænomenal forfatter. Han forstår i aller højeste grad at fange læseren med små humoristiske bemærkninger og sidekommentarer, nærmest som om at Percy er klar over læserens tilstedeværelse.

“Don’t feel bad, I’m usually about to die.” – Percy Jackson, Battle of the Labyrinth

For det andet foregår bøgerne i det her univers af græsk mytologi. Alle guderne findes, og desuden har de fået børn med almindelige mennesker; demigods. Percy er eksempelvis søn af Poseidon, havets Gud. Rimelig vilde informationer for en 12-årig, mange tak. Alle disse gudebørn samles i en lejr, der har navnet Camp Half Blood. Her lærer de en masse om deres historie, om at kæmpe mod monstre og meget andet. Man får lov til at læse mere om alle de væsner, som vi alle har lært om tilbage i folkeskolen. Vi møder Hades, lærer mere om hvem Herkules egentlig var og kommer helt tæt på mytologien.

Jeg ELSKER mytologi. Min favorit er den nordiske, som jeg er helt pjattet med (Derfor vil jeg også anbefale, at læse “Magnus Chase and the Sword of Summer”, som er en nyere serie af Rick Riordan). Den græske blev jeg mere forelsket i, da jeg fik oldtidskundskab i Gymnasiet (Jeps, totalt geaky, men jeg elskede bare det fag),  og for alvor lærte om de græske guder og alle sagnene. At få lov til at læse om dem på en mere legenede måde og med alternative forklaringer er derfor mega fedt. For man skal selvfølgelig ikke tage alt i Riordans bøger for sande varer og man skal kunne se ud over historiske facts der bliver fordrejet. I følge min mening er det lige præcis det, der gør bøgerne helt fantastisk.

 

Jeg har en lillesøster på 13 år, som er ordblind, og jeg ved hvor svært hun nogle gange har det. Det er enormt hårdt at kæmpe med, og hun kommer tit til at føle sig dummere end sine klassekammerater, hvilket hun bestemt ikke er. Hun har altid ligget højt over hendes aldersniveau i matematik og hun er virkelig udstyret med en logisk hjerne. Problemet er dog, at hun har svært ved at nå at løse opgaverne på tid, da hun ikke kan nå at læse de små tekster inden selve regnestykket. Og hvad har det med Percy at gøre? I bøgerne er alle disse demigods kategoriseret som børn med ordblindhed og ADHD, før de finder ud af, hvad de i virkeligheden er. Bogstaverne bevæger sig, og de har alle sammen svært ved at følge med. Da de opdager at de er børn ag græske guder, forklares ordblindheden med, at deres hjerner er indstillet til at læse græsk. Og ganske rigtigt forstår Percy altid græske sætninger, uden nogensinde at have lært græsk. Jeg synes simpelthen at det er så fantastisk, at Riordan har en forklaring på noget så almindeligt, men totalt overset, som det at være ordblind. Det er en helt fantastisk trøst til ordblinde børn, som får lov til at føle sig mere specielle end alle omkring dem.

Samtidig er bøgerne meget samfundaktuelle, da praktisk talt alle børn i dag har en diagnose. “Han vil ikke sidde stille, når der er undervisning. Ergo, han har ADHD”, “Hun er meget perfektionistisk, og bliver ked af det, hvis ikke det bliver helt som hun regnede med. Det må være OCD”, “Han har svært ved at der sker for store forandringer. Ingen tvivl om, at han er autist”…. Jeg synes det er en trist udvikling, for nogle gange er børn bare livlige. Eller bare ikke vil aflevere noget, der er halvt færdigt. Og de fleste børn hader store forandringer. Nogle gange er der bare en mere simpel forklaring.

Hades raised an eyebrow. When he sat forward in his throne, shadowy faces appeared in the folds of his black robes, faces of torment,as if the garment was stitched of trapped souls from the Fields of Punishment, trying to get out. The ADHD part of me wondered, off-task, whether the rest of his clothes were made the same way. What horrible things would you have to do in your life to get woven into Hades’ underwear?” – Percy jackosn, The Lightning Thief

Men væk fra det, og tilbage til min begejstring for Percy Jackson.

For noget andet helt fantastisk ved Percy Jackson handler om venskab. Ligesom med Harry Potter, handler de første par bøger på ingen måde om kærlighed og den store forelskelse. Og selvom der opstår romance, så er det ikke omdrejningspunktet i bøgerne. Der er ikke noget bedre end at læse om et sandt venskab, hvor der er mindst lige så mange ofringer som i et romantisk forhold. Der er enormt mange personer indblandet i bøgerne, men igen som i Harry Potter, samler alle sig om en fantastisk trio. Her består den af Percy, Annabeth og Grover. Annabeth er datter af Athena, som er visdommens gudinde og er både enormt klog og brillerer inden for arkitektur. Grover er en satyr. Satyrerne bliver i bøgerne brugt til at finde og bringe demigods til Camp Half Blood. Det er Grover der hjælper Percy med at opdage sine guddommelige aner.

 

Percy: “What if it lines up like it did in the Trojan War … Athena versus Poseidon?”
Annebeth: “I don’t know. But I just know that I’ll be fighting next to you.”
Percy: “Why?”
Annabeth: “Because you’re my friend, Seaweed Brain. Any more stupid questions?”

Jeg er stadig virkelig ked af, at jeg ikke læste bøgerne i en alder af 12-13 år. Jeg er ret sikker på, at jeg ville have elsket bøgerne lige så højt som Harry Potter dengang. På samme måde som med HP, bliver man nemlig virkelig forbundet til diverse karakterer. Og når en person dør, flyver der nærmest billeder af personens optræden og personlighed gennem hovedet. Man holder af dem, og ønsker dem et godt liv. Det er faktisk ret vildt. Og det er jo lige præcis det, der er så fedt ved serier på den her måde. Der er langt til enden når man starter, men når det er slut kan man ikke undgå at savne historien.

Heldigvis har Riordan skrevet maaaaange bøger. Næsten alt sammen i et mytologisk univers, og i virkeligheden er han jo også den eneste, der formår at gøre det så godt. Udover Percy Jackson serien, har han skrevet “Heroes of Olympus”, som er en slags sequel til “Percy Jackson and the Olympians” og omhandler et opgør mellem de græske og de romerske guder. Her bevæger han sig altså ud i romersk mytologi og præsenterer en masse nye karakterer. Den første bog hedder “The Lost Hero”.  Sidenhen har han skrevet på serien “The Trials of Apollo” , som er den græske gud for sang og søn af Zeus.

Væk fra Percy Jackson og den græske mytologi har han skrevet “The Kane Chronicles” som omhandler den egyptiske mytologi. Jeg har endnu ikke læst serien, men har i den grad planer om det snart. Serien er en trilogi og starter ved “The Red Pyramid”. Også i en anden boldgade finder man “Magnus Chase and the Gods of Asgard”, som jeg omtalte tidligere. Der er endnu kun udkommet to bøger i serien, hvoraf jeg kun har læst den første. Som sagt foregår den blandt de nordiske guder. Hovedpersonen Magnus Chase starter med at dø, og kommer så til Valhalla hvor han opdager en masse om sig selv og sin historie. Jeg ved en del om nordisk mytologi, og det var derfor fedt at læse om nogle myter, som han forstår at forklare helt præcist og letforståeligt.

Jeg vil klart anbefale at man starter med at læse Percy Jackson serien før de andre serier, hvis man endnu ikke har læst noget af Rick Riordan overhovedet, da det i sandhed er hans masterpiece. Men uanset hvad, så bare kom i gang! Det er nogle fede, fede bøger 🙂

“Don’t feel bad, I’m usually about to die.” – Percy Jackson, The Battle of the Labyrinth