Jeg kan kigge flere timer på min bogreol. Jeg kigger på gode bogminder, smukke bogmærker, overlæste bøger, men også på de mange ulæste bøger, der blot står og venter på, at bliver hevet ud af reolen. For ja, jeg har rigtig mange bøger, jeg endnu ikke har læst, og det piner mig næsten. For der har jo været end grund til, at jeg har købt de bøger. Hvorfor jeg endnu ikke har læst dem, er mig et mysterium.

Dog er der nogle bøger, jeg hellere vil læse  end andre. Bøgerne har stået der i alt fra år til måneder, men alle er det bøger jeg vil læse, når jeg lige får tid.

En af bøgerne, eller nærme end serie, jeg længe har set frem til at læse, men som alligevel står ulæst på hylden er de tre bøger i “The Infernal Devices”-serien, “Clockwork Angel”, Clockwork Prince” og “Clockwork Princess”.

Jeg har ejet bøgerne i over to år, og jeg var helt pjattet med både “The Mortal Instruments”-serien og “Lady Midnight”. Cassandra Clare er en fænomenal forfatter og jeg bliver altid helt forgabt i hendes fantastiske og fængende sprog. Hun har skabt nogle vanvittige verdener, og jeg ved at jeg vil komme til at elske denne serie. Alligevel sætter jeg altid bogen tilbage, når jeg står med den i hånden. Jeg tror, at det er tidsalderen, historien foregår i, der afskrækker mig. Jeg er ikke så meget til historiske bøger, og denne serien foregår i det Victorianske England. Et af mine læsemål i 2017 er dog at få læst minimum den første bog i serien, og det agter jeg at gøre!

 

En anden bog, som faktisk “kun” har stået i reolen i et halvt års tid, er “The Darkest Minds”  af Alexandra Bracken.

Jeg har længe set på bogen, og besluttede mig så for at købe den. Alligevel har den bare samlet støv, siden jeg modtog den med posten. Jeg har haft den fremme flere gange, kigget på den, læst første side og så stillet den tilbage. Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke kan komme i gang med den, for hele serien lyder bare så spændende. Og Anne Sofie fra Siamybooks er helt oppe at køre over “Never Fade”, som er anden bog i serien. Derfor tænker jeg, at jeg rent faktisk læser den, næste gang jeg har den i hænderne.

 

For nyligt så jeg “The 5th Wave” filmen, og fik med det samme lyst til at læse bogen også!

Jeg har haft bogen stående i reolen i ca. et år, da jeg dengang ville læse bogen, før filmen udkom. Det blev så ikke tilfældet, og siden har jeg ikke rigtig haft lyst til at læse den. Men filmen fangede mig virkelig, og jeg tænker, at det snart er tid til at læse bogen bag. Ofte har jeg jo den holdning, at bogen er bedre end filmen. I dette tilfælde må det betyde, at bogen er helt fantastisk.

I den mere pigede afdeling har jeg også længe set frem til at få læst “Amy and Rogers Epic Detour” af Morgan Matson.

Morgan Matson er en vildt god forfatter, og jeg elsker hendes bøger. Men, med vilje har jeg gemt denne bog, til det bliver sommer. Alle hendes bøger foregår om sommeren og de er bare så fantastiske at læse i solskin. Og endnu bedre har jeg faktisk netop planlagt en roadtrip ned gennem Europa i hele juni måned, og bogen vil jo være fantastisk at medbringe der! Så for en gangs skyld, er der faktisk en mening med, at jeg ikke har læst bogen endnu – ikke desto mindre glæder jeg mig til at kaste mig over den!

 

Selvfølgelig har jeg mange flere bøger på min reol, jeg gerne vil læse snart. Havde jeg tid, ville jeg starte på en ny bog hver dag. Desværre er mine dage propfyldt med alt andet end læsning for tiden, og jeg har svært ved overhovedet at få læst noget.