B O G F E B E R

~ en virus, der ikke kan kureres ~

Hvor er illustrationerne?

Der er noget, jeg har tænkt meget på. Jeg elsker at læse, men det er i nok klar over. Noget af det bedste ved at læse er, at man får lov til at danne sig en masse billeder. Ser den beskrevne verden eller de situationer der skrives om for sig. En rigtig god bog danner nærmest en lille film i hovedet, hvor man følger historiens gang. Men, som et kreativt menneske med en stor forkærlighed for kunst, udsmykning og flotte og finurlige farver og figurer, mangler jeg faktisk noget visuelt.

Når jeg mener illustrationer i bøger, mener jeg ikke en eksakt tegning eller et billede, som man ser det i en fagbog. Jeg mener bestemt ikke, at man skal gengive hele teksten i et billeder. Derimod mener jeg, at man skal fortolke på teksten, lave abstrakte illustrationer, som måske klargører teksten, måske frembringer en undren. Et eksempel på fremragende illustration i bøger er Jandy Nelsons bøger, “I’ll Give you the Sun” og “The Sky is Everywhere”, som begge er smækfyldt med små kruseduller, mærkelige penselstrøg og smukke ord.

Relateret billede

Relateret billede

Da jeg læste I’ll Give you the Sun (som iøvrigt er en fantastisk bog, som alle bør læse), brugte jeg næsten lige så længe på at kigge på de mange illustrationer. Falde i staver over et smukt citat skrevet, som var det med en pensel og undre mig over, hvorfor lige netop den sorte streg eller de dråber af maling, havde en betydning. Det var med til at sætte en fantastisk stemning og de er stadig lagret dybt i min hjerne.

Så er der en bog som “A Monster Calls” af Patrick Ness. Smukkeste bog med de smukkeste illustrationer.

Min indre kunstner er blæst bagover af begejstring, og jeg kan slet ikke forstå hvor smukke illustrationerne er. De er rå, fyldt med “tilfældige” streger og ligner mest af alt skitser. De underbygger historien i bogen, men uden farver og små detaljer, giver de stadig læseren mulighed for at danne egne indtryk. Hvordan ser Conors ansigt ud, når han taler med monstret. Illustrationer danner nemlig indtryk og sætter hjernen på arbejde.

Jeg kender en illustrator, en dygtig en. Hun lavede en stor opgave på designskolen om samarbejdet mellem forfatter og illustrator. Enormt spændende, og virkelig noget, jeg synes flere forlag skal tage op. Og det handler altså også om omslaget på bogen. Stod det til mig, skulle der klart skæres ned på fotografier. Jeg har godt 350 bøger, men når jeg skal tage billeder af dem til min bookstagram, er det altså ikke bøgerne med “kedelige” fotografier, der bliver fundet frem. Det er derimod de bøger, som enten har en smuk grafisk forside eller ligefrem er tegnet.

Tilbage til den illustrator, jeg kender. Hun lavede nemlig et samarbejde med en forfatter, hvor hun, som illustrator, fik lov til at sætte nogle benspænd for forfatteren og omvendt. Og det fik mig til at tænke. Hvad nu hvis illustratoren får en idé og derefter får forfatteren til at skrive en bog ud fra de illustrationer. Hjælpe hinanden og tage illustratoren med ind i bogen fra start af. Det ville være interessant! Lige nu arbejder hun (altså illustratoren) på at illustrere en børnebog om hendes tipoldefars tid som soldat i Rusland under første verdenskrig. Hun mangler bare en forfatter til at skrive bogen, men det bliver på hendes præmisser, og DET er jeg vild med!

Så kære forlag, vil i ikke nok overveje at tage brug af flere illustratorer. Så lover jeg, at læse de bøger.

2 Kommentarer

  1. Sikke et godt indlæg! Jeg er også vild med detaljerne i de to bøger, du nævner – især Jim Kays streg <3

    • Tak for det! Ja, han er bare så dygtig, er også vild med hans illustrationer både i A Monster Calls og de illustrerede udgaver af Harry Potter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*

© 2018 B O G F E B E R

Tema af Anders NorenOp ↑