Så for søren, så fløj tiden godt nok afsted. Jeg har haft mega travlt med arbejde og andre projekter, og har simpelthen ikke fået skrevet den mindste smule på bloggen. Men, med årets første sommertegn i weekenden, må det være tid til præcis sådan et oplæg, som dette.

Nogle bøger er bare skabt til at putte i kufferten og rejse langt væk med. De bliver bedst nydt på stranden eller ved poolen med en kold drink i hånden. Sådan er det. Når jeg skal vælge bøger at medbringe på min sommerferie, vælger jeg ofte bøger, der også foregår om sommeren. Det er som om, man bedre kan sætte sig ind i bøgerne, hvis man selv ligger og har det varmt i solens stråler. Her er mine forslag til de mest perfekte sommerbøger, som du kan medbringe på sin sommerferie i år!

Som jeg nævnte i mit tidligere indlæg om bøger jeg gerne vil læse snart, er Morgan Matson én af de ultimative sommer-bogs-forfattere! Alle hendes bøger foregår om sommeren, og de er alle sammen helt fantastiske.

En bog jeg specielt vil fremhæve til at tage med på sommerferien, er Second Chance Summer.  Bogen handler om Taylor Edwards og hendes familie. De tager i til deres sommerhus, hvor de skal bruge hele sommeren, en smule imod Taylors vilje. Men, hendes far er dødeligt syg, og de skal derfor som familie tilbringe sommeren sammen. I starten af bogen er der ikke specielt meget familie over familien, men undervejs i bogen samler de sig, og bliver en rigtig harmonisk familie. Alt foregår i et ægte sommerferie område, og jeg kunne nærmest fornemme varmen fra bogen. Dog skal man også være forberedt på, at tårer kan forekomme, når man læser bogen. Der lå jeg snøftende ved poolen, og forsøgte at gemme mine våde øjne bag mine solbriller.

Jeg vil klart anbefale både denne bog, men også at man generelt tager et kig på Morgan Matsons bøger, og overvejer at tage dem med på sommerferien, for de er fantastiske!

 

Når det bliver sommer kommer jeg også straks i tanke om tre bøger, der virkelig kan fremkalde de vildeste sommer vibes. Jeg taler om “Anna and the French Kiss”, “Lola and the Boy Next Door” og “Isla and the Happily Ever After” af Stephanie Perkins. Bøgerne er helt fantastiske og jeg ville ønske, at jeg ikke havde læst dem, bare for at få oplevelsen af at læse dem igen som nye. Bøgerne hænger sammen på den måde, at de samme karakterer går igen. Men, hovedpersonerne i bøgerne er forskellige, og det er deres individuelle historie, der er fokus på.

Bøgerne foregår i Paris, San Francisco og New York, og hører helt sikkert til bogkategorien; cute. De tre piger kæmper hver i sær med deres kærlighedsliv, og på en eller anden måde krydser pigernes historier hinanden. Anna går på college i Paris, hvor Isla også går. Og Lola arbejder i en biograf i San Francisco, hvor Anna arbejder om sommeren, når hun ikke er i Paris. Og så mødes alle pigerne til sidst i Paris. Man får de varmeste følelser af at læse bøgerne, og jeg vil klart anbefale, at de bliver stærkt overvejet i blandt kuffertens andet indhold. Og, er man ikke så meget til at læse på engelsk, so fortvivl ej. For lovebooks har nemlig udgivet alle tre bøger på dansk med titlerne: “Anna og det franske kys”, “Lola og naboens søn” og “Isla og jagten på lykke”. Og som om det ikke var nok, at det er nogle formidable bøger, så tjek lige deres smukke forsider! Forsiderne er magen til på dansk.

 

For 3-4 år siden læste jeg en bog, som jeg tilfældigt faldt over i Føtex til 50 kr. Bogen hedder “Vores Ø” og er skrevet af Tracey Garvis Graves.Jeg var på det tidspunkt helt opslugt af tv-serien “Lost”, som handler om et flystyrt på en øde ø, præcis hvad der sker i Vores Ø. Den 30-årige skolelærerinde, Anna, bliver tilbudt et sommerjob som privatlærer for en 16-årig dreng, der netop er ved at komme sig over en kræftsygdom. Og jobbet skulle foregå på Maldiverne. Men alt går galt, og deres vandflyver styrter ned i det indiske ocean, hvor de må søge tilflugt på en øde ø. Bogen handler om deres liv på øen og alt hvad der sker for dem.

Jeg er en sucker for “øde.ø-historier”, og jeg elsker at læse om, hvordan de klarer sig på øen. Derfor var jeg også helt forgabt i bogen. Bogen er som sådan ikke et litterært mesterværk, men jeg kunne rigtig godt lide historien. Dog er det måske ikke en bog man skal læse i et vandfly 😉

 

 

De sidste mange somre har jeg desuden medbragt en Nicholas Sparks bog. Nicholas Sparks’ bøger var de første jeg læste på engelsk, og de har siden været med mig på mange ferier. De er nemme at læse på engelsk, så hvis man ikke læser så meget engelsk litteratur, er det et godt sted at starte. Jeg vil især anbefale “The Last Song”, som virkelig er en af mine favoritbøger af ham. Bogen er sat i en sommerferie, og det meste af bogen foregår på stranden eller nær vandet på andre måder.

Hele bogen er fyldt med sommer vibes, og hvis man ikke ligger på stranden, når man læser bogen, får man helt sikkert lyst til det. Dog skal det siges, at bogen er ret sørgelig, så igen er det en god idé at have et par solbriller på.

Desværre er stort set ingen af Nicholas Sparks’ bøger oversat til dansk, og det er faktisk kun “Message in a bottle” der er oversat til dansk, med titlen “Brevet i flasken”. Men, derfor vil jeg stadig anbefale hans bøger, og skulle man få lyst til flere af hans sommerbøger, vil jeg anbefale “The Choice”.

 

 

Det var fire bøger, som jeg vil anbefale at man tager med på sommerferie. Det er bøger jeg har læst og nydt, men jeg skal selvfølgelig have nogle nye sommerbøger med på sommerferie i år. Her nedenunder er min bog-indkøbsliste til sommerferien:

Og udover nye bøger, jeg gerne vil have fat i, har jeg et par stykker derhjemme, jeg regner med at skulle læse denne sommer:

Som i kan se ender jeg altid med at vælge en masse søde YA Contemporary bøger. Jeg er på en eller anden måde bare altid mest i humør til at læse kærlighedsromaner og lignende om sommeren, mens jeg ofte vælger de lidt mere tunge fantasy bøger om vinteren.