For kort tid siden sad min ven og kiggede på min bogreol. Det er der mange, der gør, så det er ikke det, det handler om. Nej, han kiggede på den, kiggede så på mig og sagde: “Prøv at tænk på al den viden du har fået på grund af alle de bøger!”.

Jeg grinede af ham og sagde: “Det er jo skønlitteratur det meste”.

Og da jeg hørte mig selv sige de ord, kom jeg til at tænke over dem. For det er sandt, at jeg som oftest læser skønlitteratur, og det tænker jeg tit over. Jeg læser journalistik på Syddansk Universitet, og hos mange af mine medstuderende falder valget på biografier og kritisk litteratur. Rasmus Tantholdt, Ulla Terkelsen, Puk Damsgaard, Matilde Kimer. Bøger, som jeg også har stående i min reol, fordi det er journalister jeg ser op til, og som jeg føler mig inspireret af. Men de står mest i reolen, og kun af og til får jeg læst et kapitel i dem.

Men der er en årsag til, at jeg mest kigger på mine journalistiske bøger, men åbner alle mine fantasyromaner, rækken af Young Adult bøger og dystopier. At jeg læser dem, elsker dem og tænker på dem i flere dage efter. Måneder endda. For man kan lære en masse af skønlitteratur, og jeg er enig med min ven, man bliver klogere af at læse det. Ligesom jeg bliver klog, når jeg læser et afsnit om Matilde Kimers frygtelige krigsoplevelser i “Krigen Indeni”.

Men hvad kan man lære?

Det er der ikke noget konkret svar på. Men der sker noget med hjernen, når man bevæger sig ind i en eventyrverden fyldt med magi og fantasi. Man får lov til at lade sig opsluge af en verden, der kun eksisterer på lånt tid – den tid, det tager dig at læse bogen. Det er en verden, hvor alt kan ske og hvor kun fantasien sætter grænser. Jeg læste min første Harry Potter bog, da jeg var seks år, og siden har bøgerne været en del af mit liv. Men bøgerne er ikke bare velskrevede fantasyromaner, de har haft en stor betydning for mit liv, ligesom jeg ved, at mange andre har lært en masse af dem. Min veninde Emmely er kæmpe fan af Harry Potter, og hun har skrevet en helt fantastisk hyldesttale til Harry for SKÆRM, som jeg virkelig synes, at I skal læse. Netop denne hyldesttale er beviset på, at vi kan lære noget af skønlitteratur. At vi ligefrem kan finde en trøst, en ven og en forståelse i en fantasyroman.

Der findes meget andet skønlitteratur, vi også kan lære af. Hvad med Colleen Hoover? Hendes bøger omhandler som oftest et tabubelagt emne. Der er ‘Hopeless’, der omhandler incest og overgreb. ‘Ugly Love’, der centrerer sig om en ung mor og de problemer, der hører til. Og så er det min favorit, ‘It Ends with Us’, som handler om hustruvold og hjemløshed. Jeg har anmeldt ‘It Ends with Us’, og i kan her læse, hvorfor den er så vigtig. Disse bøger lærer os noget om samfundet. For alle emnerne er desværre en realitet for mange. Der er kvinder der lader sig tæske af manden (eller omvendt selvfølgelig), og ikke kan komme ud af den onde cirkel. Set udefra kan det virke latterligt. Stop forholdet, forlad din mand/hustru og kom væk fra al smerten. Indefra er det knap så simpelt. Hoover formår at skrive om denne vold på en måde, der garanterer kuldegysninger. Hun kommer fra et hjem med vold og har set, hvordan det udvikler sig og bliver et fængsel. Dette gælder for alle hendes bøger, som fortæller os om en tragisk virkelighed på en fiktiv måde. Forskellen på at læse om den samme virkelighed i en fagbog er blot, at dette kommer under huden. Man sætter sig ind i hovedpersonens hoved og får sat et billede på tragedien.

“Just because someone hurts you doesn’t mean you can simply stop loving them. It’s not a person’s actions that hurt the most. It’s the love. If there was no love attached to the action, the pain would be a little easier to bear.”  – Lily, ‘It Ends with Us’

Og så er der dystopier. Bøger som ‘The Hunger Games’‘Divergent’, ‘The Testing’ og ‘The Maze Runner’. Dystopier er bøger, der fortæller noget om en fjern fremtid. Typisk er verden som vi kender den udryddet, og noget nyt er voksen fra asken. Denne nye verden skal fungere, og den er derfor revurderet. I både ‘The Hunger Games’, ‘Divergent’ og ‘The Testing’ er der opstået nye måder at inddele menneskeheden på. I nogle tilfælde bliver menneskene straffet for ikke at have passet nok på kloden eller som i Hunger Games, hvor børn bliver tvunget til at ‘ofre’ sig for den nye verden. Alt dette er naturligvis overdrevet, og sandsynligheden for at vi ender dér, er lille. Ikke desto mindre er kloden ved at forandre sig. Med global opvarmning, Islamisk Stat, Donald Trump (…), krig osv., er vi nødt til at passe på, hvad vi har. Derfor kan vi på sin vis se dystopierne som en slags advarsel. For alle forfatterne har taget udgangspunkt i en 21. århundrede virkelighed, og det er i virkeligheden skræmmende.

Hvad med contemporaries? Sommerbøger, der mest af alt handler om drama og romantik? Kan man lære af dem? Selvfølgelig kan man det. De læner sig jo netop op af et liv, vi kan genkende, og det er da noget, vi kan bruge til noget. De foregår nu og her, i et genkendeligt miljø blandt personligheder, vi alle kender.

Bøger bliver aldrig skrevet, bare for at blive udgivet. Forfatteren bag ordene har haft noget vigtigt på sinde og et budskab, som skal ud til læserne. Om det så handler om en fjern (eller måske knap så fjern) fremtid, karakterer vi kan spejle os i, samfundsfaglige emner eller problematikker, vi kan forstå, så læs dem! Læs dem og få noget ud af dem, som du ikke kan få på andre måder. Biografier og fagbøger er fantastiske, og jeg anbefaler bestemt også, at man engang imellem åbner op for en bog, der fortæller noget fra verden. Men du må i hvert fald ikke have dårlig samvittighed over kun at læse skønlitteratur. For hvis du kan påstå, at man ikke lærer noget af skønlitteratur, så læs mit indlæg igen. For det kan man i høj grad,