B O G F E B E R

~ en virus, der ikke kan kureres ~

Tiden flyver, bøgerne bliver stående

Nu kommer der et ærlighedsindlæg.

På det seneste har jeg haft SÅ travlt med studiet, med arbejde og med at forsøge at opretholde et socialt liv. Derfor har jeg mest af alt undskyldt over for mine smukke bøger, når jeg går forbi reolen og kaster mig i sengen med Netflix i stedet. Sandheden er, at jeg hverken har haft tid eller lyst til at læse noget som helst, og når man ALTID har haft lyst til at læse, så er det lidt skræmmende. 

Det hjalp lidt på det, da jeg modtog “Fuglemanden” af Sarah Engell og Lilian Brøgger for kort tid siden. Bogen fristede for meget, og i al sin korthed og fyldt med smukke illustrationer, satte jeg mig til at læse den på stedet. Og så læste jeg såmænd hele bogen. Men, jeg har lovet at være ærlig, og det var mest af alt de mange illustrationer, der lokkede. Jeg har simpelthen ikke haft overskud til at læse lange, tunge bøger, hvorimod “Fuglemanden” var til at overskue.

Det værste er, at jeg bliver enormt stresset af ikke at læse, og vide, at jeg burde læse. Jeg kigger på de mange anmeldereksemplarer og får enormt dårlig samvittighed. Jeg elsker at læse, og jeg elsker at anmelde bøger. At præge andres interesse for en bog, som jeg selv har været vild med. Det er så skønt, og derfor gør det kun endnu mere ondt på mig, når jeg ikke kan efterkomme det. Lige nu har jeg både ‘Kragens kald’ af Leigh Bardugo og ‘The Hazel Wood’ af Melissa Albert liggende. Jeg er gået i gang med ‘Kragens kald’. Jeg har længe været i gang med den, og jeg synes virkelig, at den er god. Men, lige så snart jeg endelig sidder med den i hænderne, kører mine tanker ud af en helt anden vej. Har jeg nu fået lavet de illustrationer, jeg skulle lave? Burde jeg ikke lige støvsuge? Hvornår skal jeg gå i gang med min opgave? Osv. osv.

Det er hårdt at have det sådan, og jeg forstår ikke, hvad det er, der sker.

Men, nu sker der noget, kan jeg mærke. Jeg har, for første gang i jeg ved ikke hvor mange år, helt fri i påsken. Jeg skal ikke i skole, jeg skal ikke på arbejde, og jeg har kun en enkelt opgave liggende, som jeg faktisk er på forkant med. Det betyder, at jeg har tid – TID! Jeg skal hygge med min familie i vores sommerhus, jeg skal skrive på en enormt spændende artikel og jeg skal læse. Læse, læse, læse. Allerede i går tog jeg forskud på læsningen, og læste 60 sider i ‘Big Little Lies’, som jeg nu kune mangler 150 sider i. Det bliver næsten en succesoplevelse, endelig at færdiggøre en bog, og ovenikøbet én, som jeg virkelig nyder at læse. Og når jeg er færdig med ‘Big Little Lies’, så er det ‘Kragnes Kald’, det står for skud, og helt ærligt, så glæder jeg mig lige nu, til at få den læst. Jeg glæder mig til, at jeg igen kan leve mig helt ind i en bog, og nyde den tid, jeg har med bogstaverne.

Men det har været en lang, sej kamp, og jeg synes, at det har været umådeligt hårdt ikke at have haft lysten til at læse. Jeg har længe været stresset over manglen på læsning i mit liv. Jeg har følt, at jeg har skuffet både forlag og mine følgere på bookstagram, når jeg ikke har været aktiv. Det har virkelig været hårdt, og jeg er nået frem til den konklusion, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Jeg har bare haft travlt, og det nytter ikke at slå sig selv i hovedet med de bøger, jeg ikke læser.

Jeg kan allerede mærke nu, hvor jeg har haft ferie i to dage, at jeg har lyst til at læse igen, og det giver mig en dejlig følelse. Når jeg faktisk ikke kan lade være med at tage min bog frem. Men det er slut med at være stresset over det, og jeg vil fra nu af læse, når jeg virkelig har lyst. Jeg venter nogle bøger fra forlag, og dem har jeg lyst til at læse og anmelde. Men, jeg vil huske at læse for fornøjelsens skyld, ligesom jeg har gjort det i så mange år.

For selvom denne ærlighed blot handler om bøger, så er det en byrde, der løfter sig fra mine skuldre. Det føles godt.

 

2 Kommentarer

  1. Jeg kender det så godt. Det vigtigste er netop ikke at få dårlig samvittighed. Jeg er blevet en ‘whore’, når det kommer til bøger. Jeg er igang med 4-5 ad gangen, og så er det altså svært at få færdiglæst noget som helst xD

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*

© 2018 B O G F E B E R

Tema af Anders NorenOp ↑