Top 5 tirsdag – Tv-serier

tv serierHvis der er noget jeg har erfaret på bookstagram over de sidste par år, så er det, at næsten alle bogorme også er store fans af netflix, HBO og andre streamingtjenester. Jeg elsker at binge-watche en god serie, hvor jeg bare er nødt til at have et afsnit mere. Så derfor handler det ikke om bøger i dag til top 5 tirsdag, men om det, som vi bruger tid på, når vi ikke læser.

Før jeg for alvor blev en super bogorm, var jeg virkelig besat af film og tv-serier. Jeg brugte lige så lang tid på at se god tv, som jeg i dag gør på at læse. Og ligesom jeg elsker at eje mine egne bøger, så måtte jeg selvfølgelig også eje alle film og tv-serier, jeg så. Og der var nu altså noget hyggeligt over at sætte en cd-rom i tv’et eller computeren for så at se hele disken færdig. Men med netflix begyndte jeg også at holde op med filmene og tv-boksene, og ja, nu gør jeg det meget sjældent. Men derfor er jeg stadig vild med en god tv-serie og jeg har altid gang i én, hvad enten det er en helt ny serie eller én jeg har set 1000 gange.

5. “The Fosters”

the fosters

Jeg begyndte sidste år at se “The Fosters” og jeg var virkelig vild med serien fra første afsnit. Den er på mange måder helt nede på jorden og meget hverdagsagtig, men samtidig fyldt med drama, ulykker, forbrydelser og meget andet.

Serien handler om, ja tro det eller lad være, familien Foster. Men Familien er på ingen måde en almindelig familie, som i “mor-far-og-børn-almindelig”. Nej, familien består af Lena, Stef, Brandon, Callie, Jesus, Mariana og Jude. Og Stef er altså en kvinde. Og Stef er kun biologisk mor til Brandon, alle de andre er adopterede.

Anden del af sæson 4 er netop gået i gang her i slutningen af januar, og jeg har utrolig nok ikke fået set afsnittet endnu, hvilket jeg nok hellere må gøre i aften, nu jeg tænker over det 😉

Serien er enormt livsbekræftende, og jeg elsker bare Lena og Stef som forældre! De er der virkelig 100%, og tage dem til sig, der virkelig har behov for det. Meget beundringsværdigt.

 

4. “Once Upon a Time”

once upon a time

“Once Upon a Time” er nok en meget typisk favoritserie for en bogorm. Det handler om eventyr, kærlighed, helte og fjender, venskab og alt det vi elsker i en god bog.

Da jeg startede med at se serien, tænkte jeg, at den måske ville blive lidt plat. At det måske ville blive for underligt at blande så mange eventyrfigurer sammen, og så ovenikøbet blande ekstremt gamle karakterer med helt nye og ligefrem animerede figurer. Men jeg synes faktisk, at de slipper virkelig godt afsted med det.

Serien handler om Emma Swan, der i virkeligheden er datter af Snehvide og Prince Charming, men som blev sendt til en anden verden, da kongeriget kom under en forbandelse. Emma skal være “the saviour” og forsøge at ophæve forbandelsen, mest af alt for sin søns skyld, som finder frem til hende i første omgang. Ja, det lyder forvirrende, men skuespillerne i serien er simpelthen SÅ gode, og det virker på ingen måde mærkeligt, når Elsa, Robin Hood, Rødhætte, Den Onde Dronning og de 7 små dværge bliver omtalt, som var det helt normalt. For det er helt normalt i “Storybrook”, hvor det meste af serien udspiller sig. Lige nu er der 6 sæsoner, men der skulle gerne komme i hvert fald en sæson mere.

 

3. “LOST”

lost

Og så er der selvfølgelig LOST. Jeg var fuldstændig grebet af lost, og afsnit af serien hele tiden. Den lå på netflix, da jeg startede med at se den, men en dag, da jeg var midt i sæson 4, var den pludselig blevet fjernet! Jeg gik helt i panik og købte med det samme sæson 5 og 6, og så så de sidste afsnit af sæson 4 halv-ulovligt… Hvad gør man ikke for sit tv-serie-fix 😉

Serien handler om et flystyrt, hvor passagererne på mirakuløs vis overlever. Men flyet er styrtet på en meget øde ø, og de overlevende må kæmpe for overlevelse. Det viser sig at øen gemmer på mange hemmeligheder og at den måske ikke er så øde endda.

Det er virkelig en suspense serie, som man slet ikke kan holde op med at se. Det kunne jeg i hvert fald ikke. De første fire sæsoner i serien er EKSTREMT gode, men desværre blev det hele lidt underligt i de sidste to. Selvfølgelig så jeg serien færdig alligevel, men jeg var virkelig skuffet over afslutningen. Det er virkelig ærgerligt, når man virkelig har elsket en serie. Dog kan jeg se bort fra det, og jeg tænker stadig på serien, som noget helt fantastisk! Jeg overvejer faktisk at se den forfra igen.

 

2. “Prison Break”

prison break

For det første, Wentwort Miller og Dominic Purcell, wauw!

Prison Break er faktisk en ny favorit for mit vedkommende. Jeg begyndte på serien i august 2016, selvom serien er mange år gammel. Jeg var hurtigt færdig med de fire sæsoner, da serien jo er absurd god. Ja, første sæson er klart den bedste, men jeg var virkelig overrasket over, hvor god den var!

Serien handler om Michael Scofield, der ender i fængsel, helt bevidst, for at få sin bror, Lincoln Burrows, ud af fængslet. Lincoln sidder nemlig uretfærdigt på dødsgangen for en forbrydelse, har ikke har begået. Samfundet er dybt korrupt, og der sker mord på mord på mord. And I’m telling you, ingen er sikre. Folk, som man virkelig holder af, og tænker “ej, dem dræber de da ikke”, dør. No mercy. Og det er sgu egentlig meget fedt for en gangs skyld.

Sæson fire sluttede i 2009, på en måde, så alle fans var sikre på, at det var enden på noget stort. Men, så kunne de tro nej. I april 2017, altså om kun 2 måneder, kommer sæson 5 af Prison Break!! Jeg glæder mig som et lille barn til at se, hvad der nu skal ske.

 

1. “F.R.I.E.N.D.S”

friendsMen serien over alle serier for mig, er selvfølgelig friends. Jeg knus elsker serien om de 6 venner, og jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har set hvert afsnit. Jeg kan replikkerne, kan kende alle episoder fra hinanden, kan svare på åndssvage spørgsmål om serien og det er altid muligt at sammenligne et hverdagsproblem med noget, der er sket i friends.

Jeg behøver nok næsten ikke at fortælle hvad serien handler om, men jeg gør det kort alligevel. Serien handler om de 6 new yorkere, Joey, Ross, Chandler, Rachel, Monical og Phoebe der har et helt specielt forhold på alle måder. De tilbringer hver eneste dag sammen, og jeg tror at alle er misundelige på deres vidunderlige venskab. De er der altid for hinanden og ligner mest af alt én stor familie. Hallo, de holder Thanksgiving, juleaften, nytårsaften og fødselsdage sammen, de er så meget mere end en familie.

Det jeg elsker ved friends er, at det er en enormt afslappende serie. Jeg kan altid grine af serien og jeg gør det de samme steder igen og igen. På toppen ligger afsnittet, hvor Phoebe skal lære Joey at tale fransk.  Ved sekundtal 4 minutter og 10 i linket falder jeg altid bagover af grin, når Joey siger “tuteli fruit”. Jeg ved ikke hvorfor,  det er bare enormt sjovt.

Eller her hvor Ross bliver angrebet af en kat, og vennerne sidder og synger indenfor. Flad af grin. hver. gang.

Jeg er ovenikøbet gået i gang med at se serien forfra igen, for at skrive ned hvem de 6 venner dater hvornår. Jeg har længe tænkt på, at jeg faktisk godt gad vide, hvor mange forhold der er i de i alt 10 sæsoner. Jep, kald mig en freak, jeg elsker friends.

 

Det var lidt om mine favoritserier. Jeg ser også en masse andet, og blandt favoritter lavere på listen findes “New Girl”, “Gossip Girl”, “Baby Daddy”, “Orange is the New Black” og mange, mange andre.

Hvilke tv-serier elsker du? Og kan du genkende nogle af mine tanker? Jeg vil elske at høre fra dig i kommentarfeltet 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *